Arkivfoto: Hans Ravn
Mennesker

Klumme: Hvalrossens hemmeligheder

Lau Aaen skriver satiriske og fiktive klummer med perspektiv fra Nordjylland

23. august 2022 kl. 20:15

Den 600 kilo tunge, nordjyske hvalros Freya er blevet skudt med en riffel i Oslofjorden af de norske myndigheder. En sætning, man indtil for ganske nylig ikke havde fantasi til at forestille sig skulle skrives.

Hun var en af de mest nordjyske hvalrosser nogensinde. Hun boltrede sig i Nr. Vorupør, i Hirtshals og sikkert også en masse andre nordjyske steder, sandsynligvis primært langs kysten, men hvem ved, for her i Nordjylland kan man ofte opholde sig helt ugenert. Man kan være i fred heroppe. Det er jo netop noget af det, mange sætter pris på ved Nordjylland. Folk heroppe render ikke til sladderbladene med en god historie, bare fordi en kendis opholder sig i et sommerhusområde, stødtænder eller ej.

Det er dejligt.

Det kan vi være stolte af.

Men turen væk fra det nordjyske og til Norge blev skæbnesvanger for Freya, fatalt skæbnesvanger og spørgsmålene hober sig mildest talt op. Hvorfor, hvad skulle det til for, hvad sker der lige for det - og hvad er Barbara Bertelsens rolle i det her? Okay, det sidste spørgsmål har jeg ikke rigtig hørt nogen stille endnu, men nu gør jeg det og alene det, at det kan stilles, er satme uhyggeligt.

Kan Barbara Bertelsen overhovedet beordre nordmænd til at skyde navngivne nordjyske hvalrosser i norsk farvand?

Er der virkelig hjemmel til det?

Jeg tvivler, det må jeg bare sige. Hold kæft, hvor er det skræmmende, hvis det virkelig er sandt, altså for demokratiet og retssikkerheden og sådan noget, også uden for landets grænser. Det er helt vildt.

Enten er nordmændene ikke vant til at omgås naturen og vilde dyr i samme omfang som os nordjyder, eller så er der nogle hemmeligheder her, der ikke tåler dagens lys. Handler det om de rigtige grænsedragninger mellem danske og norske oliefelter i Nordsøen, fiskezoner, noget med kvoter, karteldannelse blandt agurkeopdrættere henvendt det norske marked, et eller andet, og hvad er forbindelsen til hvalrossen Freya fra Nordjylland?

Vi ved det ikke, det er rent gætværk lige nu, og det gør det ærlig talt ikke mindre bekymrende.

Men vi ved, at sagen har opmærksomhed i den allerøverste politiske top. Den norske statsminister har allerede udtalt sig og støttet den officielle forklaring om noget med fare for mennesker. Det er lige præcis sådan noget, man ville sige, hvis man lige havde skudt en hvalros for at dække over statshemmeligheder, er det ikke?

Jeg ved det ikke, jeg spørger bare. Jeg har aldrig skudt en hvalros.

Indtil videre er det ren spekulation. Eller er det? Ingen ved det, så vidt vides. Og departementchefen i det danske statsministerium har været tavs som en sammenklappet østers i den her sag.

Alt det her ville ellers være meget let at afvise, hvis ikke det havde noget på sig.

Lau Aaen (f. 1982) skriver satiriske og fiktive klummer med perspektiv og et skarpt blik for den omkringliggende verden.

Annonceret indhold

Nyeste