Mikele Volpi er indehaver af SanGiovanni og skriver klummer om det, der rører sig i Aalborg

Min sidste klumme med en lille bøn om at støtte op om midtbyen fik en del opmærksomhed - og tak for det. Det er dejligt at emnet om midtbyen kan vække debat.

Mange af jer kommenterede venligt, at vi nok skulle rette bønnen mod politikerne og mod byrådet. Det har vi gjort. Og vi gør det også fremadrettet og er løbende i dialog med Aalborg Kommune.

Jeg tiltræder som formand for Aalborg City den 1. august, og jeg, den øvrige bestyrelse og vores aktivitetsudvalg vil arbejde hårdt for at bibeholde og udvikle en fantastisk midtby.

Vores fælles vision er, at alle midtbyens aktører - om det være sig cafe, butik eller liberalt erhverv - kan samles og arbejde sammen om at skabe de bedste rammer for vores mange gæster i byen.

Men et er, hvad vores vision er noget andet er hvad synes gæsterne?

Så vi vil gerne bede om jeres hjælp. Vi vil så mægtigt gerne høre, hvad I synes gør midtbyen attraktiv, hvad kan vi gøre bedre, og hvad skal der til for, at man aktivt vælger midtbyen til.

Alle input kan bruges, som vi kan tage med i vores videre arbejde for at udvikle Aalborg midtby. Og ved du ikke helt, hvad vi i Aalborg City går rundt og laver? Det er blandt andet vores medlemmer, der arrangerer julemarkedet, som er Aalborgs længstvarende event på hele 42 dage.

Det er også vores medlemmer, der sørger for julebelysning i gaderne, koncerter, storskærmsarrangementer, skattejagt, DM i hotdog og ikke mindst Aalborg City app'en, hvor du altid kan se alle ledige p-pladser i centrum og blive navigeret hen til dem.

Så kære gæster - vi lytter, hvilken midtby ønsker I jer ?

Mikele Volpi (f. 1976) er indehaver af restaurant SanGiovanni i Aalborg og en aktiv person i Aalborgs erhvervsliv.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...