Privatfoto
Mennesker

Klumme: Kontanter er sorte penge

Mikele Volpi er indehaver af SanGiovanni og skriver klummer om det, der rører sig i Aalborg

11. august 2022 kl. 20:34

Vi havde en snak derhjemme med vores unge mennesker omkring økonomi, forbrug osv. Så spurgte jeg, om de vidste, hvad ”kontant betaling” betød. Ja, kom svaret, kontanter, det er sorte penge!

Bom, så fik jeg lige et chok. Det er skræmmende, synes jeg, at vi i bestræbelserne på at få minimeret sorte penge i samfundet nu har kriminaliseret brugen af kontanter så meget, at de unge, der jo er vokset op med mobilepay, debetkort etc. ligefrem går ud fra, at når der betales med kontanter, ja, så er det sorte penge.

Det er jo ingen hemmelighed, at det efterhånden er gjort ekstremt besværligt og dyrt at håndtere kontanter for butikker og restauranter. Bankerne vil ikke have dem, du kan ikke komme af med mønter, du må ikke betale mere end 19.999,00 i kontanter og så videre.

Men jeg synes, at denne kampagne mod kontanter har taget overhånd, og at man nu udstiller de mennesker, der betaler med kontanter som kriminelle. Det synes jeg er et problem, og der er flere gange argumenteret for, at et samfund ikke kan fungere uden kontanter, og at kontanter på godt og ondt beskytter privatlivet.

Samtidig har vi en politisk modvilje til at lade kontantreglen ophøre, og derfor tvinges butikker og restaurant til at modtage dem, men mange mindre forretninger kan ikke komme af med dem igen.

Derfor mener jeg, at det bør gøres frivilligt for butikker og restauranter, om de ønsker at modtage kontanter. Så kan forbrugerne jo selv vælge, om de ønsker at benytte en forretning, der ikke modtager kontanter. Jeg mener, at vi skal holde op med at udskamme de kunder, der ønsker at betale med kontanter. Det er et lige så godt betalingsmiddel som et kort eller mobilepay, og man er ikke kriminel, fordi man betaler kontant.

Og ja, nu ved jeg godt, at mange tænker ”restauratøren vil have kontanter, så han kan lave sorte penge”. Nej, restauratøren vil have frivillighed for forretningsdrivende og stoppe de modstridende interesser, der er mellem politikerne og finanssektoren, der besværliggør og fordyrer det at drive forretning.

Mikele Volpi (f. 1976) er indehaver af restaurant SanGiovanni i Aalborg og en aktiv person i Aalborgs erhvervsliv.

Annonceret indhold

Nyeste