Mikele Volpi er indehaver af SanGiovanni og skriver klummer om det, der rører sig i Aalborg

Debatten om tilgængeligheden i Aalborg midtby har igen nået nye højder. Det sker, efter byrådet har sat gang i forhandlingerne om at nedbringe CO2-udslippet i Aalborg Kommune med blandet andet forslag om højere parkeringsafgifter og parkeringslicenser - alt sammen i klimaets navn.

Det skaber naturligvis frustration både hos borgere og hos de erhvervsdrivende i Aalborg midtby. Det gør mig ærligt talt ked af det, når jeg læser kommentarerne på de sociale medier, at man har opgivet at komme ind til midtbyen, at man hellere vil køre til City Syd eller bare bestille online.

Det gør mig ked af det, fordi alle os, der arbejder i midtbyen hver dag gør vi alt, hvad vi kan, for at skabe en levende og spændende midtby. Det gælder både kulturinstitutioner, restauranter og cafeer, butikker og liberale erhverv. Vi gør alt, vi kan - og det er os, der lider, når frustrationerne tager over, og kunderne bliver væk.

Vi bruger tit udtrykket ”Nordens Paris” om Aalborg med lidt stolthed i stemmen. Men hvad er det der gør Paris interessant? Det er jo netop kulturen, stemningen, butikkerne, gaderne, cafeerne og restauranterne - det er jo alt det der giver liv, og det samme gør sig gældende for Aalborg.

Vores eksistensberettigelse hviler jo på de kunder og gæster, der besøger byen og bruger byens muligheder. Uden dem ville der ikke være nogen by. Vi er her jo hele året og kan ikke kun eksistere af hyggelørdage i midtbyen eller til jul, hvor hele byen er pyntet op.

Så min appel, ja nærmest min bøn, til alle jer kunder og gæster er, at vi hjælper hinanden med at opretholde Aalborg som ”Nordens Paris” og regionens hovedstad. At vi ikke lader frustrationerne gå ud over dem, der driver forretning i midtbyen, men i stedet taler Aalborg op som den fantastiske by, den er, og bruger byen - også i hverdagene.

Ja, der er nogle gange meget trafik i Aalborg, men det er der jo altså også i Paris.

Mikele Volpi (f. 1976) er indehaver af restaurant SanGiovanni i Aalborg og en aktiv person i Aalborgs erhvervsliv.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...