Klumme: Måske er det formationen..?

3-5-2, 4-4-2 eller 4-5-1. Kært barn (hold) har mange navne. AaB har længe praktiseret med kunsten ”kun” at spille med én spidsangriber, og jeg er med på, at som med alt muligt andet, så er der fordele og ulemper med de valg, man tager.

Jeg forbeholder mig dog også retten til at være undrende og semi-frustreret over nogle af de taktiske valg, som er blevet truffet og stadig træffes. Hvorfor tør vi ikke spille med to angribere mere? Det er blevet så voldsomt moderne at spille med én angriber og 2 ”offensive” kanter ved siden af.

Jeg går nogle gange ud af mit gode skind, når jeg ser Helenius, eller hvem der ellers spiller på toppen, render og presser alene eller ikke har en makker i miles omkreds, når kuglen skal lægges af, eller vi søger gennembrud. Okay, denne klumme kan godt hen at blive lidt nørdet og teknisk, så bær over med mig. Og lad os endelig diskutere.

Det er nok ingen hemmelighed nu, at jeg er kæmpe fan af at spille med 2 angribere. Og 4 forsvarsspillere. Og 4 midtbanespillere. Afsløret. Yes, en klassisk 4-4-2. Jeg er måske også en lille smule farvet af, at det var den formation, vi brugte i 2008. Kan I huske det? Jeppe Curth og Rade Prica på toppen i efteråret. Curth og Lasse Nilsson i foråret. Vi solgte jo guldet i vinterpausen, da Rade blev solgt. Nå, nej… Vi vandt sgu alligevel! Hvorfor? Hvordan? Fordi systemet virkede til den gruppe af spillere, vi var.

Virker den nu? Har den virket længe? Jeg er med på, vi vinder (de fleste) kampe nu. I Nordic Bet-ligaen. Men helt ærligt, alle os der følger AaB tæt, kan jo godt se, at vi stadig spillemæssigt er milevidt fra top-8-9 stykker i Superligaen. Jo jo, meget kan nå at ændre sig. Til det bedre forhåbentligt. Men denne insisteren på et system eller en formation, som længe ikke har set effektiv eller farlig ud, begriber jeg ikke.

Det er heller ikke svært at træne. Altså fleksibiliteten. Altså en anden formation. Vi spillere elsker det faktisk. Ja, nu tager jeg lige spillertrøjen på igen. Vi vidste godt, hvad vi skulle gøre i vores 4-4-2 dengang. Det stoppede os ikke i at træne og øve en bagkæde med 3 forsvarsspillere. Eller den mere europæiske formation med én angriber og fem på midtbanen. Vi labbede det i os. Det var forfriskende, og vi vidste, at denne fleksibilitet kunne hjælpe os, hvis der f.eks. var skader eller karantæner i holdet. Det kunne jo hænde, at jeg, Danny Califf, Michael Jakobsen eller Augustinussen havde opsparet lidt strafpoint…

Mange hold forsøger også at være fleksible og have mere end ét foretrukket system. Se bare på landsholdet. Der bliver ofte vekslet mellem en bagkæde på 3 eller 4 alt afhængig af modstander og taktiske overvejelser. Jeg savner nogle gange denne fleksibilitet fra AaB. Jeg savner mest af alt, at vi nogle gange ”tør” eller kan spille med 2 angribere. Jeg foretrækker det faktisk. Og det betyder jo nødvendigvis ikke, at man derfor blotter sig mere defensivt. Tværtimod kan det være med til at aflaste defensiven. Hvad tænker I?

Forza de Røde!