Arkivfoto.
Mennesker

Klumme: Nordjyske mink ikke enige

Lau Aaen (f. 1982) skriver satiriske og fiktive klummer med perspektiv og et skarpt blik for den omkringliggende verden.

30. august 2022 kl. 19:39

- Altså hallå, vi snakker li’ godt en halv Vejgårddollar i tempobonus pr. mænk. Det’ satme ik’ maje.

- Du ska’ jo lissom gang’ op, din ogginok.

- Men alligeveller, sku’ avlern’ ovre i zone 3 føl’ sig tvungen af det pjatværk?

- Ej, come on, stop nu.

Minksagen fylder stadig, temperamenterne er på kogepunktet, og holdningerne er mildest talt delte blandt de undslupne nordjyske mink, vi møder i en unavngiven nordjysk klitplantage. Her har de levet frit, siden dyreaktivister slap dem fri kort før nedlukningen af minkerhvervet. Og selvom de ikke længere er tilknyttet en farm i det daglige, har flere af minkene fulgt opmærksomt med i diskussionen af hjemmelsspørgsmålet, det politiske efterspil, optakten til et kommende folketingsvalg og senest placeringen af ansvar i embedsværket.

- A vil faktisk gern’ stil’ spørgsmål ve’, om det overhovedet er en skandal’, siger en af minkene og efterlader ingen tvivl om egen holdning.

- Aaahmen, hold mig, selvfølgelig er det da det, sukker en anden konstaterende.

- Kommissionsundersøgelse, ti embedsmænd stilles til ansvar, rigspolitichefen hjemsendes, en minister fyres. Come on, det er en mega skandale. Slå nu tænkeren til!

- Det var avlern’ selv, der aflivæ’ uden for zon’ jæn å tow, bryder en tredje mink ind og illustrerer med poterne.

Et og to.

- Kun ganske få procent blev aflivet uden hjemmel, lyder det fra en mink, der hidtil ikke har blandet sig.

- Okay, så kun lidt ulovligt? Så’ det bare okidoki eller hvad?

Nok er der højt til loftet og langt til døren blandt minkene, men både loftshøjden og afstanden tryktestes i disse dage. Og naturligvis er den seneste udvikling, Medarbejder- og Kompetencestyrelsens “ansættelsesretlige opfølgning på Minkkommissionens beretning”, talk of the town her i klitplantagen.

- Orksatme.

Ledende embedsmænd er blevet hjemsendt, men statsministeriets departementchef nøjedes med en mild advarsel. En afgørelse, flere mink heroppe betegner som “noget pullerværk” og “pangelbureaukrati”.

- De små fisk betaler prisen, mens de store går stort set uplettet forbi, som en af de mere skuffede mink formulerer det.

- Medarbejder- og Kompetencestyrelsen er jo også bare super uafhængig, supplerer en anden mink, mens der flittigt laves anførselstegn i luften og løftes øjenbryn.

- I FE-sagen der sender de fluks hele baduljen hjem. Altså, hold nu kæft.

Andre mink ser beslutningen som den rette afvejning i et vanskeligt personalejuridisk spørgsmål. Det er simpelthen svært at se, hvordan man ellers skulle have håndteret det.

- Man skal jo huske den akutte situation, landet stod i. Det sker jo ikke i et vakuum, det her, påpeger en og understreger, at der også blandt mink var bekymring for coronasmitten.

En mink, der er i færd med at spise nogle fugleæg, nikker samstemmende.

- A savne’ nuancer i debatten, det må a gånnok si’.

Lau Aaen. Privatfoto

Lau Aaen (f. 1982) skriver satiriske og fiktive klummer med perspektiv og et skarpt blik for den omkringliggende verden.

Annonceret indhold

Nyeste