Klumme: Overrasket på metrotur: Død mand i kupeen

CHICAGO: Livet er en skrøbelig størrelse, og en del af livet er også døden. Det fik jeg i den grad bekræftet, da jeg for nyligt blev konfronteret med et lig. Uden det mindste forvarsel.

Det var i en togvogn. I Chicago. Jeg var havnet i byens metrosystem for at spare nogle skridt. Via stationen på Clark og Lake Street.

I den åbne togvogn var der en vis tumult. En ung mand med en flaske tequila diskuterede højlydt med en konduktør. Den unge beruser endte med at tage flugten. Og jeg fandt et sæde. Klar til at køre.

Troede jeg da. På sædet skråt overfor mig kunne jeg se, at der var en mand, der nærmest lå ned. Jeg kunne kun se ham fra livet og ned. Hans fødder stak ud på gulvet, og hans mave var synlig. Hans trøje var gledet op. Konduktøren havde travlt med at tilkalde assistance.

Jeg kiggede på maven. Til min store skræk kunne jeg konstatere, at den var helt stille. En snigende mistanke om, at det her var mere alvorligt end først antaget, begyndte at materialisere sig. Mine bange anelser gav mig en ubændig lyst til at forlade toget. Men konduktøren bad mig blive siddende – sammen med alle de andre passagerer.

- Grundet en medicinsk situation er toget desværre forsinket. Vi afventer nu redningsmandskab, lød det fra en højttaler.

Her sad jeg så. Neden under jorden i en metrovogn i en amerikansk millionby. Med et dødt menneske som medpassager. Stemningen i vognen var intens, selv om alle sad helt stille. Det eneste, der brød stilheden, var en dialog fra den ene ende af vognen på spansk blandet sammen med skrattende samtaler fra en walkie talkie.

Ventetiden føltes som timer. Der gik sikkert kun ti minutter. Jeg kunne ikke tage blikket fra manden på sædet. Maven var stadigvæk helt stille, og han lå stadigvæk helt ubevægelig. Alle andre passagerer i vognen sad og kiggede i deres telefoner og lignede mest af alt nogle, der var lettere irriteret over det forsinkede tog.

Endelig kom redningsfolkene. Sikkerhedsvagter, paramedicinere og førstehjælpere. De forsøgte at ryste liv i manden. Ingen reaktion. Yderligere behandling blev hurtigt indstillet, da en passager kunne fortælle, at det var længe siden, manden havde trukket vejret.

Der blev rystet på hovedet, og en mand slog korsets tegn på brystet. Mine værste anelser var nu blevet bekræftet.

Redningsfolkene tog fat i den slappe krop og begyndte af bære ham ud. Pludseligt væltede hovedet tilbage på den livløse, slappe krop, og med ét kiggede jeg ind i nogle tomme øjne. Jeg fik en lettere kvalme og vidste ikke, hvor jeg skulle kigge hen. Jeg fik øjenkontakt med manden, der slog korsets tegn. Vi kiggede længe på hinanden. Vi vidste præcist, hvad den anden tænkte.

Jeg så fødderne på den døde mand glide ud af vognen og på perronen.

- Vi er klar til køre, fastslog konduktøren.

Det blev bekræftet i højttaleren, hvor en metallisk stemme slog fast, at ”den medicinske situation nu var løst".

Der sad vi så. Ud ad vinduet kunne jeg se den livløse krop liggende på perronen. Snart var det billede erstattet af tunnellens rå sider.

Kort efter stoppede toget på den næste station. Ind ad døren trådte en stewardesse. Hun stilede nu direkte hen imod det tomme sæde. Alt i mig skreg:

- Der skal du ikke sidde. Der har lige ligget en død mand.

Men hvorfor? Hvad ville det nytte? Livet går videre. Hun var i en dyb samtale på telefonen. Hun grinende.

Nu var der pludselig liv på det sæde, hvor der lige havde ligget en død person. Samtalerne i vognen kørte videre. Hvis man, som stewardessen, lige var trådt ind i vognen, ville man ikke have mistanke om, at der var sket noget usædvanligt.

Sådan er livet. Når man mister en, man har kær, kan man undre sig over, hvorfor alle andre kan grine. Men det er jo sådan, det skal være. Livet går videre. Det eneste, der vidnede om, at der lige var sket noget ganske usædvanligt, var de tårevædede øjne på manden, jeg endnu en engang fik øjenkontakt med.

Det er en kliché, jeg ved det. Men livet er skrøbeligt, husk at leve det.