Lau Aaen skriver satiriske klummer med perspektiv fra den nordjyske hovedstad

- Hej, siger Claus Hjort Frederiksen og oplyser med det samme sit fulde cpr-nummer.

Vi er på Havkatten i Hals. Hjort trængte til at komme lidt væk fra det hele, så nu nupper vi en frokost med udsigt til færgeoverfarten Hals-Egense. Væk fra alt palaveren og fnidderet om sigtelsen af den tidligere forsvarsminister for at bryde sin tavshedspligt og røbe statshemmeligheder i medierne.

Men det fylder, for det er en skuffet Claus Hjort. Han føler ikke, han blev advaret i tide.

- Man skulle have ringet og stoppet mig, siger Claus Hjort og stikker mig uopfordret sit NemID-nøglekort med påført adgangskode. Jeg får ikke stoppet ham.

- Justitsministeren burde have ringet til mig og sagt, Claus, du skal lige… Det havde været en god kollegial handling.

Han sagde det samme i Lippert på TV2 News, så ingen kan være i tvivl.

Der må sidde nogen med meget røde ører lige nu.

Det er i Skibsbylejren ved Hjørring, efterretningstjenesten og amerikanske NSA tapper fiberkabler. Det er noget af det, whistlebloweren Edward Snowden afslørede, og Claus Hjort nu har bekræftet. Hjort har flere gange sagt “så må jeg risikere fængselsstraf” og “så kan jeg sidde tre måneder i fængsel”, når han i diverse medier har fortalt om det fortrolige efterretningsprogram. Nu er Hjort sigtet og risikerer fængsel, præcis som han selv sagde, han risikerede, hvis han sagde det, han efterfølgende endte med at sige på tv.

Det er derfor, man skulle have stoppet ham, fortæller Claus Hjort og understreger, at han ville gøre det hele igen. Det med NSA, det ved de fleste alligevel, særligt nu. Man behøver ikke engang være fra Hjørring for at vide det.

Hverken Snowden eller Claus Hjort er i øvrigt derfra.

Vi bestiller begge Havkattens kalveschnitzel med peberrod, kapers og ærter. Det er Claus Hjort, der giver. Han har lige arvet et større beløb fra en for ham hidtil ukendt royal familierelation i den nigerianske minebranche. Hjort skal blot forlods dække transaktionsomkostningerne.

- Det kan sagtens være svindel, siger Claus Hjort, mens han overfører penge og personlige oplysninger til prinsen via en suspekt bankforbindelse. Stop mig lige.

- Der skulle jeg have stoppet dig, Claus, siger jeg. Det må du undskylde.

Præcis som med den bøde, Claus Hjort forudså, da han parkerede ulovligt ved færgelejet. Men ingen greb ind og nu sidder den der under viskeren.

Efterfølgende er det blevet stadig mere klart for Claus Hjort, at sigtelsen for at røbe statshemmeligheder nok først og fremmest er regeringens forsøg på at lukke munden på ham. Eller i hvert fald nogen højt oppe, måske regering, efterretningstjeneste og politi i forening, der vil stække oppositionen og derfor naturligvis er gået efter et af dens stærkeste kort. Det kan umuligt hænge anderledes sammen. Mistanken bliver yderligere bestyrket, da Claus Hjort kommer i tanke om, at justitsministeren faktisk ringede og advarede. Var det ikke det, Hjort selv havde ønsket? Jo, men det var for sent og hvis man tænker over det, så er faktisk ret uhyggeligt, at de sådan ringer for at lukke munden på en oppositionspolitiker.

Claus Hjort kigger op fra schnitzlen.

- Enten er de ondsindede eller så er de lallende amatører.

LÆS OGSÅ: Klumme: Historie er bare størst

LÆS OGSÅ: Klumme: Vendsyssel-Thy driver bort

Lau Aaen (f. 1982) skriver satiriske og fiktive klummer med perspektiv til aalborg:nu fra den nordjyske hovedstad med et skarpt blik for den omkringliggende verden.

Lau Aaen
Lau Aaen. Privatfoto
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...