Lau Aaen skriver satiriske klummer med perspektiv fra den nordjyske hovedstad

Jeg havde heller ikke regnet med det. Jeg blev da også overrasket, det indrømmer jeg blankt. At store dele af Vendsyssel-Thy sådan lige pludselig er brækket af og i disse øjeblikke tilsyneladende driver frit ud i Nordsøen, retning nordvest, det tror jeg helt ærligt er kommet bag på de fleste.

Enkelte geologer har advaret, javel. De har sagt, at undergrunden langs Limfjorden er fuldstændig eroderet, og at de nordenfjords landområder længe er blevet holdt på plads med det alleryderste af neglene, primært af Limfjordsbroen, Jernbanebroen og Aggersundbroen. Man måtte for guds skyld ikke åbne alle broer samtidig.

Det er man kommet til. Sket er sket. Der skal ikke peges fingre. Det lugter af bagklogskab. Det klæder ingen.

Det er simpelthen for nemt.

Det er også det, Vejdirektoratet, Banedanmark og trafikministeren har sagt. Nu har vi en ny situation. Nu gælder det om at se fremad.

Jeg tænder for nyhederne.

Tunnelen er fortsat lukket i begge retninger grundet påføring af nyt slidlag, siger en specialkonsulent, der endnu ikke har det fulde overblik over frakoblingens konsekvenser for allerede igangsat vedligeholdelsesarbejde.

De har en Christiansborg-reporter igennem nu. Løsrivelsen fylder en del i medierne, selv i de landsdækkende. Det siger alligevel noget. Når så stor en del af Nordjylland brækker af og flyder frit ud i Nordsøen, får det også landspolitiske konsekvenser. Først og fremmest for trafikforliget og især for den omdiskuterede, dyre og politisk besværlige Limfjordsforbindelse over Egholm. Det her kommer til at fylde, helt inde i det politiske maskinrum, siger reporteren. Han vil godt lægge hovedet på blokken.

- Udenfor citat var det en flok ualmindeligt lettede medlemmer af Folketingets trafikudvalg, der reagerede på nyheden om, at broderparten af Nørrejyske Ø har løsrevet sig endegyldigt fra den jyske halvø, fortæller han og citerer et anonymt udvalgsmedlem for, at en ny Limfjordsforbindelse efter årtiers bøvlet debat nu ved et lykketræf er sparket nærmest permanent til hjørne.

- Hvad så nu, spørger studiet. Det ville jeg også have spurgt, havde jeg siddet der.

- Meget afhænger af, hvor langt mod nordvest, Vendsyssel-Thy driver, forklarer reporteren. Der spekuleres allerede i en form for selvstyre med bloktilskud inden for rammerne af det danske rigsfællesskab.

Eller måske ligefrem en union med Færøerne. Det vil med det samme betyde en kraftig stigning i andelen af tunneler og broer per indbygger. Det er et måltal, flere af de berørte kommuner længe gerne har set hævet.

Nu er det endelig inden for realistisk rækkevidde.

Lau Aaen (f. 1982) skriver satiriske og fiktive klummer med perspektiv til aalborg:nu fra den nordjyske hovedstad med et skarpt blik for den omkringliggende verden.

Lau Aaen
Lau Aaen. Privatfoto.
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...