Knap nok plads til at drikke en øl
Fest og hygge, da flere tusinde tog hul på årets fredagsfester
og Nicolas Cho Meier (foto)
sj40@nordjyske.dk
AALBORG: Sol, behagelig temperatur, en stor fadbamse for 40 kr., gedigen dansk popmusik og en billetpris på kun 50 kr. Med de ingredienser kunne sæsonens første fredagsfest i Karolinelund kun blive en succes.
Og det blev det.
Allerede et par timer inden Dodo & The Dodos gik på scenen, samledes folk foran Karolinelund og på Torvet ved Nordkraft for at nyde det dejlige vejr og hygge sig sammen.
I takt med at klokken nærmede sig 20, blev køen ved billetlugen længere og længere, og da musikken gik i gang, var der mindst 5000 glade festdeltagere forsamlet foran scenen.
Pladsen var efterhånden så trang, at det var svært at få plads til at bøje armen og nyde de kolde fadøl. Og tilstrømningen af glade festdeltagere fortsatte.
Interessen for de 10 fredagskoncertere har været enorm. Skråens leder Jørgen Nissen har tidligere oplyst, at opslaget på Facebook med programmet kom ud til 150.000 mennesker.
Fredagsfesterne, der havde premiere i 2007, byder i år på særdeles populære navne. Næste gang, 6. juli, spiller Queen Machine. Senere kommer bl.a. Magtens Korridorer, Scarlet Pleasure, Johnny Madsen, Kato og Mads Langer.