Politiet har efterforsket massivt i området Ved Stranden, hvor der har været afspærret hele fredag morgen

Opdateret kl. 10.26 med nyt om anholdelser og trafiksitutation

Opdateret kl. 16.39 med nyt om en tredje anholdt

AALBORG: En 27-årig mand er i kritisk tilstand efter et voldsomt knivstikkeri tidligt fredag morgen. Politiet har nu anholdt tre mistænkte i sagen.

Alarmen lød kl. 04.28 hos Nordjyllands Politi, som hurtigt rykkede ud til Ved Stranden i Aalborg.

- Her lå der to mænd foran indgangen til Radisson Hotel, fortæller vagtchef Torben Larsen.

Udover den 27-årige mand, er der tale om en 20-årig mand, der er blevet stukket i benet. Begge mænd er transporteret til sygehuset med henblik på behandling.

Den ene person er stukket i brystet med kniv og er i kritisk tilstand. Den anden person er alvorligt såret efter et knivstik i låret.

Efterforskningsarbejdet på stedet har nu ført til, at to mistænkte mænd, begge 22 år gamle, blev anholdt klokken 09.42 på en adresse i det sydlige Aalborg.

- Af hensynet til efterforskningen kan vi dog ikke kommentere yderligere i forhold til de to anholdte personer, siger vicepolitiinspektør Anders Uhrskov.

Senere viste politiets efterforskning, at den 20-årige, som var blevet stukket i låret, formentlig også har været involveret i knivstikkeriet mod den 27-årige. Derfor blev han anholdt klokken 14.58 og bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aalborg sammen med de to andre lørdag klokken 9.15.

- Vi har nu et stort stykke efterforskningsarbejde foran os, der skal klarlægge præcist, hvad der er sket før, under og efter knivstikkeriet, fastslår politikommissær Lene Mikel Madsen.

Lene Mikel Madsen kan ikke udtale sig om motivet for knivstikkeriet, men fastslår, at det ikke er banderelateret.

- Vores efterforskning har vist, at det er en uoverensstemmelse mellem nogle personer, der giver anledning til sammenstødet, lyder det fra politikommissæren.

Politi arbejder stadig i område

Et større område omkring Ved Stranden i det centrale Aalborg var afspærret frem til klokken 9.15, mens politiet var i gang med et større efterforskningsarbejde på gerningsstedet.

Strandvejen og Toldboldgade blev senere åbnet, og nu har politiet fjernet alle afspærringer i området, så trafikken igen kan glide, fortæller vicepolitiinspektør Anders Uhrskov.

- Vi beklager de gener, efterforskningsarbejdet har haft for morgentrafikken, siger han.

Politiet efterlyser vidner, der kan have set noget i forbindelse med knivstikkeriet - eller som har andre oplysninger.

Nordjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...