Arbejde med separatkloakering lukker kryds i Jyllandsgade delvist

AALBORG: Det kræver gode nerver og stor tålmodighed at lade sig transportere rundt i midtbyen i de her uger.

For ikke nok med, at mange vejstrækninger er ved at blive forberedt til den kommende Plusbus-rute, så bliver der også skiftet rør og ledninger og snart går arbejdet med at forskønne Nytorv også i gang.

Og nu sætter kommunen trumf på i det store vejarbejds-puslespil. Fra i morgen, torsdag 5. marts, og frem til fredag, 3. april, bliver der nemlig arbejdet med at lave separatkloakering i Jyllandsgade i krydset ved Dag Hammarskjølds Gade, skriver kommunen på Facebook.

Det betyder, at den nordlige del af krydset bliver lukket.

Jyllandsgade er i forvejen under ombygning til Plusbus og derfor allerede spærret for gennemkørsel mellem Dag Hammarskjølds Gade og Sønderbro.

Fra i dag, torsdag, skal trafikken på Jyllandsgade derfor via den sydlige del af Dag Hammarskjølds Gade og Østre Alle. Adgangen til p-huset på Sauers Plads vil være via Sønderbro og Kjellerupsgade, skriver kommunen.

Summa summarum ... du skal forvente, at der kan blive kø. Også der.

Kommunen opfordrer i øvrigt alle til at holde øje med skiltene.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...