
Køllebank: Her kan du slå katten af tønden
Vi har fundet et udvalg af arrangementer i Aalborg til både store og små
AALBORG: Det plejer ikke at være svært at motivere ungerne til at dykke ned i udklædningskassen og finde den helt rigtige udklædning som prinsesse, skurk, sørøver ... eller måske en nuttet mariehøne.
Leder I efter et sted at slå katten af tønden, så kommer der et udvalg her:
Musikkens Hus
Fastelavn bliver fejret i Musikkens Hus søndag 3. marts. Her er der lagt op til den helt klassiske med tøndeslagning, udklædning, fastelavnsboller og hygge til den helt store guldmedalje. Børnene bliver inddelt i grupper: 0-3 år, 4-7 år og 8-12 år, og selvfølgelig kåres også årets kattekonge og kattedronning. Du skal købe billet, og med i prisen er en slikpose til hvert barn. Billet kræves dog kun, hvis man ønsker at deltage i tøndeslagningen. Det er også muligt at købe fastelavnsboller.
Aalborg Zoo
I år er det et andet dyr, der må holde for, når Aalborg Zoo 3. marts slår dinosaurussen af tønden. Tøndeslagning begynder på Zoofariscenen, hvor alle børn inddeles efter aldersgrupper. Arrangementet foregår 13.00. Fra 10.00-14.00 er der gratis ansigtsmaling i formidlingshuset.
Ræven af tønden i Urban City
Der er fastelavnsmarked i Urban City lørdag 2. marts. Her kan byens børn og barnlige sjæle komme og være med til at slå "Ræven af tønden." Til det formål er Jonny Hefty naturligvis til stede for at male sin karakteristiske ræv på tønden.
Der er desuden arrangeret et delvist socialt løb, hvor overskuddet går til Råt&Godt.
Springeren
Der er traditionen tro også fastelavnsfest hos Springeren. Det sker søndag 3. marts klokken 10.00. Læs meget mere på Springerens hjemmeside, da de ikke er helt klar med program i skrivende stund.
Bilka Skalborg
Søndag 3. marts klokken 13:00 er der dømt Fastelavn i Bilka Skalborg. Bilka sørger for slik, gratis fastelavnsboller til alle deltagende børn, og det er meningen, at børnene skal komme udklædt. De bedst udklædte vinder en flot præmie. Børnene bliver delt op i aldersgrupper. Som noget helt nyt er der tilmelding på eventen, som foregår på Bilkas hjemmeside bilka.dk/Fastelavn og dagens oplevelse er gratis.
Shoppen
Søndag den 3. marts fejrer de fastelavn i Shoppen. Tag din flotteste udklædning på og kom forbi til masser af fastelavnshygge. Man kan lave sit eget fastelavnsris mellem klokken 11.00-13.00 og så har Shoppen Slå katten af tønden klokken 13.30 – en tønde for børn op til 6 år og en tønde for børn mellem 7-12 år.