Den 56-årige blev fundet skyldig i alle anklagepunkter, men beholdt retten til at drive kørelærervirksomhed

AALBORG:En 56-årig nordjysk kørelærer blev tirsdag dømt for blufærdighedskrænkelse af tre unge kvindelige køreskoleelever.

Krænkelserne fandt alle sted i maj måned 2021, hvor den 56-årige både gik over grænsen under køretimerne, mens han også sendte beskeder via Messenger og sms til de unge kvinder.

Ifølge anklageskriftet havde han under en køretime blandt andet sagt til en af kvinderne "at han godt kunne tage sig en Sugar Babe og spurgte hende, hvad hun gerne ville have i gaver, hvis hun var en Sugar Babe."

En anden havde fået beskeder, hvor der blandt andet stod: ”fint profilbillede”, ” ligger her i sengen”, ”vil det sige at dick foto er ok”, ”tror samtalen bliver for privat, med din alder, du er kun 17 jo”.

Manden blev dømt af et enigt nævningeting ved Retten i Aalborg, og straffen blev 20 dages betinget fængsel.

Anklager Anette Abildgaard fra Nordjyllands Politi var også gået efter at få den 56-årige frakendt retten til at udøve virksomhed som kørelærer. Det fandt retten dog ikke belæg for, da de tre episoder havde fundet sted over et begrænset tidsrum, fortæller hun.

Den 56-årige var ikke selv til stede under domsafsigelsen, men har under hele forløbet nægtet sig skyldig.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...