Spicy cocktail, cider med frisk frugt og lækre, nye iskaffer - vi har tjekket byens drikkekort og her får du fem stærke anbefalinger

Det varme sommervejr har i den grad meldt sin ankomst, og den kombination kalder på en 2021-hitliste over velsmagende, kølige drikke, som du kan forkæle dig selv med i sommervarmen. Flere er helt nye tilføjelser til drikkekortene, mens andre er gode gamle klassikere. Skål!

Mabel Kafferi: Sommer Cider

Den lille kaffeperle på Boulevarden skriver sig ind på listen med en forfriskende, festlig men ufarlig sommerdrik, nemlig deres Sommer Cider.

Det er en alkoholfri cider, så du kan drikke den med helt ren samvittighed, og den har smag af granatæble. Som prikken over i'et serveres cideren med isterninger og friske bær og frugter.

Katrine Brix
Der er flere varianter af Sommer Cideren, du kan vælge mellem. Foto: Mabel Kafferi

Café Ulla Terkelsen London: You're a #hot mess

På den farverige og finurlige Ulla Terkelsen i Vestbyen har man for nyligt stablet et friskt, nyt cocktailkort på benene.

Spørger man stedet selv, hvad man ikke må snyde sig selv for at smage mellem nyhederne, så peger de på cocktailen "You're a #hot mess" - en fræk sag med jalapenos, der giver en spicy magarita vibe. Et modigt valg, men det skal da prøves!

Katrine Brix
På Ullas cocktailkort er alt fra ølcocktails til klassikere med et twist. Foto: Café Ulla Terkelsen London

Kaffebaren: Passionfrugt Milkshake

Navnet kan måske nok snyde lidt, men Kaffebaren i Bredegade, der åbnede i december i ly af corona-nedlukningen, byder på meget mere end kaffe.

Vi er især begejstret for Kaffebarens hjemmelavet milkshakes, og set i lyset af foråret fremhæves her varianten med passionsfrugt, der er rigtig frisk, sød og frugtig i smagen. Og skriv endelig bare milkshaken med saltkaramel på to do-listen også, du vil ikke fortryde det!

Katrine Brix
Passionsfrugt milkshaken er mindst ligeså lækker som den ser ud. Foto: Kaffebaren

Paradis: Stracciatella Espresso Frappe

Paradis svigter aldrig, når det gælder søde drikke til varme dage. Du har måske allerede smagt deres Bubble Tea Shake, som vi tidligere har fortalt om og som har høstet masser af roser?

Næste gang du dropper forbi ishytten, kan du med fordel forsøge dig med den friskrørte Stracciatella-is shaket med økologisk mælk og Fairtrade kaffe, toppet med en god omgang flødeskum.

Katrine Brix
Har du set, at du også kan få dit Paradis-fiks på havnefronten? Foto: Paradis

Behag Din Smag: Mocha Frappe

På den populære kaffebar ved Gabels Torv har de også tryllet et par nyheder frem på drikkekortet, så du nu kan vælge mellem seks forskellige lækre iskaffer.

De nye drenge i klassen er Espresso Ginger Beer og Mocha Frappe, hvor sidstnævnte har fået en ekstra stjerne i bogen! Den er lavet af hjemmelavet økologisk espressosirup og hjemmelavet chokoladesirup på Valrhona-chokolade, så der er altså virkelig kælet for detaljerne.

Katrine Brix
Du kan både nyde din Mocha Frappe to go og i en solskinsplet ved kaffebaren på Gabels Torv. Foto: Behag Din Smag
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...