I årevis har kolonihaveforeninger haft et stort problem, som hverken foreningerne selv eller kommunen kan se en god løsning på. Der kan være hjælp på vej

AALBORG: Det er så skønt i en kolonihave, men i årevis har de små frivillige bestyrelser kæmpet forgæves mod et problem, der koster kræfter og virker uløseligt.

- Vi kan jo ikke gøre noget ved det. Hvad er det, vi skal gøre? Gå ind og banke på midt om natten, spørger Anette Dahl, der er næstformand i Haveselskabet Engen. Den ligger i det sydligste Aalborg med Østerådalen og Stjernekvarteret som sine naboer.

Selvom det aldrig har været ideen, bruger adskillige kolonister i de aalborgensiske kolonihaveforeninger nemlig husene som helårsbolig. Det vil regeringen nu sætte en stopper for.

I februar fremsatte Dansk Folkeparti et beslutningsforslag, som vil gøre det forbudt for alle kolonihaver i Danmark at bruge husene til helårsbeboelse – uden undtagelser.

Og kommunerne skal fremover skal have sanktionsmuligheder over for de enkelte beboere, hvor det i dag er den enkelte kolonihaveforening.

- I dag er folk ligeglade, for de ved, der ikke sker noget ved at bryde reglerne. Vi kan hive dem i retten, og så koster det 50.000 kroner, som går fra foreningens penge. Det kan vi jo ikke forsvare, når vi ved, at vi taber. Det er der ingen foreninger, der kan, siger Anette Dahl fra Engen.

Det er allerede imod Aalborg Kommunes regler at flytte adressen permanent til kolonihavehuset. Men så længe, det er som i dag, hvor det er de enkelte bestyrelser, der skal sanktionere sine egne medlemmer, er det meget sjældent, at det lykkes at smide helårsbeboere ud.

Ifølge Steen Bruun Andersen, der er fuldmægtig i By Og Land i Aalborg Kommune, kan en ny lov give bedre muligheder for kommunen. Man er i dag prisgivet over for brud på reglerne, siger han.

Det kan den nye lov ændre, lyder det.

Andre grunde til, at regeringen og flere kommuner ønsker et opgør med den eksisterende kolonihavelovgivning er, at salg og køb af kolonihavehuse bruges til hvidvask, og at kolonihaverne bruges til at drive erhvervsejendom fra. Det billede genkender de aalborgensiske foreninger, Nordjyske har talt med, dog ikke.

Problemet med helårsbeboelse eksisterer ikke kun hos Haveselskabet Engen. Hos flere af de haveforeninger, som Nordjyske har talt med, lyder det, at det vil være et åg løftet fra deres skuldre, hvis ansvaret overgår til kommunerne.

- Vi har givet op, sådan set. Det koster for mange penge. Så skal man igennem en advokat, og man får ikke noget ud af det, siger formand for Haveforeningen Højvang Øst, Arne Irgens.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...