aalborg:nu tager dig i hånden og fører dig hen til steder, som er et must at se og opleve, når man er ny her i Aalborg

AALBORG: 9 ting du skal kende i Aalborg:

Er du én af de mange nye studerende, der lige er flyttet til byen, så velkommen. Aalborg er en fantastisk by, som du helt sikkert vil blive glad for. Men det kan være svært at finde hoved og hale i en ny by, så vi har samlet 9 af de steder, du skal kende i byen, vi lokale kalder ’Nordens Paris’.

Nummer 1: Salling Rooftop

Du har helt sikkert hørt om Aalborg Tårnet, men faktisk kan du lige i midtbyen få en ret god udsigt som endda er gratis. På toppen af Salling kan du nyde panoramaudsigten over byen - evt. få lidt at drikke og spise og ikke mindst udfordre højdeskrækken, når du står på den gennemsigtige plade og kigger lige ned.

Nummer 2: Nordkraft

Nordkraft er et gammelt kraftvarmeværk, der i dag nærmest er blevet en by i byen. Faktisk kan du leve næsten hele dit liv i den her bygning alene.

Her er der bl.a. universitet, biograf, teater, koncertspillested, restauranter og en kæmpe idrætshal med alle mulige sportsaktiviteter, og dem er der faktisk studierabat på.

Og når nu du er her, så er der også her en god udsigt over byen fra 13. sal.

Thomas Lee Christensen
Hvis du trænger til lidt frisk luft og skumsprøjt i håret, så tag en tur ud i Østre Havn, hvor Aalborg Cable Park har hjemme. Her kan du nemlig få din debut på et wakeboard. Arkivfoto: Lars Pauli

Nummer 3: Reberbansgade

Hvis det er mad, du er ude efter, så tag til Reberbansgade, for her er der mad fra alle verdenshjørner samlet i én gade.

Så hvis du og vennerne ikke kan finde ud af, hvad I skal spise, så tag i Reberbansgade, for her burde I kunne finde, noget alle vil synes om.

Men hvis du er på cykel så pas på, for gaden er smal, og trafikken er ikke ensrettet i den del, hvor madstederne ligger.

Nummer 4: Aalborg Cable Park

Wakeboard er normalt en vandsport der kræver, at du har din egen motorbåd. Men i Østre Havn ligger Aalborg Cable Park, hvor man ved hjælp af kabler har mulighed for at stå på wakeboard langt billigere end prisen på en hurtig båd. Man behøver ikke have stået på wakeboard før for at kunne prøve sagerne af, men hvis det at blive trukket rundt af et kabel er lige hæsblæsende nok, så udlejer de også stand up paddle boards.

Nummer 5: De brune værtshuse

Hvis man gerne vil have en øl i hyggelige omgivelser, så er Aalborg leveringsdygtig i en række af de gammeldags brune værtshuse. Det er et hav af dem, øllene er til at betale, og på nogle af dem må man stadig ryge.

Thomas Lee Christensen
Ishockey er en rigtig mandfolkesport, og de lokale helte Aalborg Pirates leverer altid varen, når de går på isen i Gigantium. Arkivfoto: Peter Broen

Nummer 6: Ishockey med Aalborg Pirates

”Det koster føørree kroner.” Det er en stående joke i Aalborg, men faktisk er det prisen på de billigste billetter, når Aalborg Pirates spiller grundspilskampe på hjemmebanen i Gigantium. Med i prisen får du udover billetten også en gratis øl eller sodavand. Men bestil billetterne i forvejen, for prisen stiger gradvist som billetterne bliver solgt.

Nummer 7: Østerådalen

Når benene skal strækkes med en løbe- eller gåtur, så er Østerådalen et godt bud. Østeråstien går direkte derud ikke langt fra Kennedy Arkaden, og pludselig står man i et stort naturområde med luft omkring sig. Man tror næsten, at man er kommet på landet få kilometer fra midtbyen.

Nummer 8: Legendariske Aalborg-retter

Alle byer har deres specialiteter og i Aalborg er der især tre, du skal kende.

På Sams Barbecue i Bispensgade kan du få en 40D. En slags sandwich med kebab og pommes frittes inden i. Det lyder måske lidt underligt, men det er faktisk ret fråd.

I Prinsensgade ligger den legendariske grillbar Fontænen, hvor du på vej mod banegården lige kan snuppe en hot dog til billige penge.

Og sidst men ikke mindst, så er der Restaurant Vestre Baadelaug, der er tidligere danske mestre i bøfsandwich. Og bare lige for en god ordens skyld, så kommer sovsen altså oven på bollen her i byen.

Thomas Lee Christensen
Uden mad og drikke dur helten ikke - siger man. Så hvis tørsten rammer dig, når du er på rundtur i byen, så er der en række oaser, som er et besøg værd, og hvor man kan slukke tørsten så rigeligt. Hvad med f.eks. en fancy drink? Arkivfoto: Hans Ravn

Nummer 9: Café Vesterå

Hvis det ikke er flaskeøl fra de brune værtshuse, du er til, men måske mere drinks, så er Café Vesterå ét af byens bud, og så ligger den lige ved siden af Gaden.

Stedet har både en café i stueetagen og en natklub oven på. Om aftenen er der happy hour med to drinks til éns pris, men tippet er, at hvis du har studiekort med, så er der faktisk happy hour hele natten.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...