Workshop for alle der vil bygge møbler, plante planter eller lave lamper og graffiti i det nye streetkulturhus der åbner i februar

AALBORG: Vær med til at sætte dit præg på indretningen af GAME Streetmekka på Eternitten.

Sådan lyder opfordringen - og invitationen - til at komme og give en hånd med i det kommende gadekulturhus. Alle er velkommen, når den gamle industribygning skal indrettes i weekenden 20.-21. januar.

Materialerne står klar, så det er bare med at gribe værktøjet og gå i gang. Listen over ting, man kan lave, er lang: Indrette omklædningsrum, bygge mobile parkourelementer og møbler samt lave lamper. Blandt meget andet.

Hele Aalborgs hus

Og det at inddrage borgerne er helt i tråd med ånden i huset, hvor man blandt andet kan kaste sig over gadefodbold, streetbasket, parkour og street art fra åbningsdagen 15. februar.

- Vi vil rigtig gerne have aalborgenserne på banen, det her er jo hele Aalborgs hus, så selvfølgelig skal de være med til at præge det, siger daglig leder, Anja Lyngsø.

- Hele idéen er at inddrage folk i et fællesskab på tværs af baggrund, det er det GAME står for. Så den her workshop giver rigtig god mening for os.

Varmt tøj og værktøj

Workshoppen er gratis, den finder som nævnt sted i weekenden 20. og 21. januar, begge dage fra klokken 10 til 16. Det er frivilligt i hvilket omfang, man deltager - opfordringer lyder; husk varmt tøj. Og man må gerne selv medbringe værktøj.

Vær også opmærksom på, at GAME Streetmekka stadig er en byggeplads, så børn skal følges med voksne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...