- Kom og sig hej til en haj
Makkerparret Jens og Jacob tager hul på nyt eventyr med Surf og Ski
AALBORG: - Kom og sig hej til en haj...
Sådan kunne de to garvede skihajer, der netop har overtaget forretningen Surf og Ski Aalborg, meget passende sige til alle og enhver, der også har interesse for bl.a. fart, spænding, adrenalin-kick og fede oplevelser på enten sne eller vand.
For den 40-årige Jens Reese Jørgensen, Aalborg, og den 27-årige Jacob Christensen, Aalborg, har sammen købt forretningen på Kuhlausvej 11 i Skalborg, og det skulle gerne komme andre ligesindede til gode.
Man kunne på sin vis sige, at den nok så berømte musketer-ed - én for alle og alle for én - også kunne gælde i deres tilfælde, når det kommer an på at dele ud af viden og anden know how.
Brænder for sporten
For der er nemlig ikke noget, de to hajer, som færdes lige hjemmevant på enten ski eller surfbræt, hellere end gerne vil.
Jens Reese Jørgensen siger til aalborg:nu, at de begge brænder for de sportslige udfoldelser.
- Vi slog til med det samme, da vi fik muligheden for at overtage Surf og Ski Aalborg efter Niels Nielsen, som har drevet forretningen i en menneskealder.
- Det er et fuldtidsjob for os begge, og vi får hjælp i forretningen af et hold bestående af otte til 10 løsarbejdere, oplyser Jens Reese Jørgensen.
Han har selv boet i Østrig i et års tid, hvor der for alvor var fokus på alt, hvad der har med skiløb at gøre, ligesom han har arbejdet i skibranchen med bl.a. salg af diverse gear og skiudstyr siden 2010.
Appel til hele familien
Makkeren Jacob Christensen er én af de bedste snowboardere i Danmark, og hans cv fortæller også, at han har boet fire år i det nordlige Sverige, hvor han studerede på et ski- og snowboard gymnasium.
Jens Reese Jørgensen:
- Interessen for at stå på ski er ganske stor uanset alder, og det er helt generelt en sport, der har stor appel til hele familien Danmark.
- Det hænger bl.a. sammen med, at man har mulighed for at være fælles om skisporten uanset færdighedsniveau, pointerer han og tilføjer, at det giver en rigtig god fællesskabsfølelse.
Han siger videre, at Surf og Ski Aalborg fortsætter uændret med at tilbyde alt muligt udstyr uanset, om det er møntet på vinter- eller sommersæsonen.