Bag Verdenskøkkenet står Catarina Bettencourt – oprindeligt fra Portugal - og Anna Klitgaard fra Aalborg. Indtil nu har de i samarbejde med Folkekirkens Hus fejret 16 lande fra Syrien til Peru, og den 7. december kommer Grønland på besøg.

Verdenskøkkenet slutter 2017-sæsonen med Grønlands-træf

AALBORG: Verdenskøkkenet i Folkekirkens Hus har i år været en stor succes. Torsdag 7. december åbner køkkenet for sidste gang i år, og denne gang serveres bl.a. lækre egnsretter fra Grønland.

Verdenskøkkenet inviterer i samarbejde med Folkekirkens Hus nysgerrige aalborgensere indenfor til et kulturtræf med Grønland.

Igennem mad, menneskemøder og vidensdeling vil vi blive klogere på vores nordlige landsmænd.

Med fulde huse til fejringer af lande som Eritrea, Peru, Indonesien og Polen har Verdenskøkkenet meget at glæde sig over. Alligevel forventer de to kvinder bag, at fejringen af Grønland bliver noget helt særligt, siger medgrundlægger Catarina Bettencourt.

- Grønland og Aalborg har et specielt bånd, og vi glæder os meget til at arbejde sammen med Det Grønlandske Hus og vores "ambassadører" om denne aften. Vi kommer til at fokusere på både det moderne og traditionelle fra Grønland, og som altid vil aftenens omdrejningspunkt være, at "nye" og "gamle" aalborgensere mødes over mad og vidensdeling, siger Catarina Bettencourt.

Også hos Det Grønlandske Hus er der store forventninger til aftenen.

- For der er brug for flere og mere konstruktive møder mellem grønlændere og danskere, mener direktør Søren Stach Nielsen.

En måde at komme tættere på hinanden er ved at sidde overfor hinanden og spise sammen, og derfor håber direktøren også, at rigtig mange vil komme og blive klogere på Grønland den 7. december. I løbet af aftenen vil deltagerne nemlig få mulighed for at møde de grønlandske ambassadører, smage lækre egnsretter, opleve modeshow og musik samt høre foredrag om Grønland.

- Vigtigst for Verdenskøkkenet har i forbindelse med arrangementerne i Folkekirkens Hus været at formidle ny og spændende viden om Aalborgs nye indbyggere. Dermed skabes nemlig et mødested, hvor internationale og "gamle" aalborgensere kan lære hinanden at kende.

Til Grønland i Verdenskøkkenet håber arrangørerne bag derfor, at mange af Aalborgs grønlandske borgere vil komme, for det er i det direkte møde mellem mennesker, at forståelsen for hinanden opstår, siger leder Henrik Thorngaard.

Dialog og vidensdeling er essentielt, når mennesker deler de samme byrum. At vi i Aalborg kombinerer samtaler og kulturmøder - samt fællesspisning - i Verdenskøkkenet, giver byen et kulturværksted, hvor vi kan samarbejde om at lære hinanden at kende. Vi er meget glade for at kunne lægge hus til, for det er så utroligt vigtigt, at vi lærer om hinandens værdier og kulturelle ståsteder på respektfuld og imødekommende vis.

Verdenskøkkenet åbner i januar 2018 dørene for en række Krisekøkkener, hvor transnationale kriser som klimaforandringer samt kvinde- og menneskerettigheder belyses af herboende internationale aktivister. Som altid er omdrejningspunktet mad, menneskemøder og vidensdeling, og alle er velkommen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail