
Kom til gratis koncert med Mads Langer
Musikkens Hus laver serie af online-koncerter med store danske navne
AALBORG: Om du ifører dig det pæne tøj og skyller efter med kulørte drinks eller nøjes kaffe og campinghabit i sofaen, bestemmer du. Det foregår nemlig hjemme ved dig selv, når Musikkens Hus de kommende uger skyder en række koncerter af sted med store danske navne.
Det hele foregår om torsdagen på Facebook, hvor musikhuset streamer en række E-koncerter, skriver Musikkens Hus.
Direktør Lasse Rich Henningsen begrunder i et opslag koncertrækken med, at at huset må gøre en indsats "Vi må gøre noget. For folkesundheden. Tage ansvar," skriver han.
Det bliver løbende afsløret, hvilke kunstnere du kan opleve, men allerede nu er det første navn ude. Og er du til store følelser og mindst lige så store hits, er der masser af guf at hente, når Mads Langer går på scenen med flere af sine største hits torsdag 18. marts.
Hver koncert varer 20-30 minutter og er som nævnt helt gratis at være med til. Der er koncert med et stort dansk navn hver anden torsdag. De øvrige torsdage er der klassisk koncert med musikere fra Aalborg Symfoniorkester.