I aften streamer Aalborg Teater ny interaktiv forestilling

AALBORG: Det koster ingenting. Du kan følge det hjemmefra, og så kan du oven i købet være med til at bestemme handlingen. Aalborg Teater går nye veje, når de i aften har premiere på den interaktive forestilling Jeg har skudt mig selv for sidste gang.

Det er spritny dramatik, der er skrevet direkte til teatrets onlineplatform AAT Stream af husdramatiker Julie Maj Jakobsen, og du kan kl. 20 ganske gratis være med til premieren - hjemme fra sofaen på livestream.

Forestillingen er i tre dele, der skrives og udvikles fra gang til gang, forklarer teatret i et nyhedsbrev. De tre dele streames henholdsvis i aften - onsdag 3. marts - 17. marts og 7. april. Som publikum får du mulighed for at være med til at bestemme, hvordan historien skal udvikle sig. Tre gange i løbet af aftenen kan du være med i en interaktiv afstemning om, hvad det videre forløb skal være.

Også for skuespillerne er det hele nyt. De gik i gang med prøverne på aftenens forestilling i går.

Det er husdramatiker Julie Maj Jacobsen, der står bag Jeg har skudt mig for sidste gang. Arkivfoto: Henrik Bo

Handlingen i Jeg har skudt mig selv for sidste gang tager udgangspunkt i tre i klassiske værker af Henrik Ibsen, Herman Bang og Johann Wolfgang von Goethe. Julie Maj Jakobsen tager fat på, hvordan det var gået Hedda Gabler, hvis hun ikke havde begået selvmord, hvad der var sket, hvis Tine ikke havde druknet sig, og om det var nødvendigt for den unge Werther at gribe til våben.

- Karakterne er løbet væk fra deres forestillinger, fordi de ønsker en forandring. Figurerne slippes nu løs, mødes, og du får lejlighed til at give dem gode råd og trække nogle valg for dem, skriver teatret.

Under forestillingen har du mulighed for at chatte med de øvrige publikummer, og efter forestillingen er skuespillerne klar til at svare på spørgsmål.

Du kan læse mere om forestillingen på teatrets hjemmeside eller ved at klikke her

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...