Du kan snart dyrke yoga med Vestre Fjordpark som ramme

AALBORG: Yoga findes efterhånden i mange former og kan dyrkes mange steder. Lørdag 10. august kan du for eksempel tage din måtte under armen og tage til en gratis yogatime på græsset i Vestre Fjordpark fra klokken 11-12.

Det er Prana-Yoga, som i samarbejde med Rickshaw Travels holder gratis yoga på græsset i friluftsbadet, og alle er velkomne.

Du kan komme og møde yogalærer Britt Ziwes, som vil stå for dagens yoga, og hun vil guide dig sikkert igennem 60 minutters Hatha-Flow, skriver arrangørerne i et opslag på Facebook.

- Britt Ziwes er yogalærer på vores yogarejse til Zanzibar i november, og der vil være mulighed for at få mere at vide om rejsen, skriver de også.

De minder desuden folk om at tage deres egen yogamåtte med, selvom arrangøren har lidt med, til dem som skulle mangle en. Begivenheden ser indtil videre ud til at være faldet i god jord hos aalborgenserne, for i skrivende stund har mere end 2000 vist interesse for det.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...