Kursus i Frivillighuset hjælper mænd i krise

AALBORG: Inden længe er "Kom videre, mand," der er et gratis tilbud om at indgå i et nyt fællesskab en gang om ugen for otte mænd i otte uger klar til sin anden sæson.

Hver uge har møderne konkrete emner, der er udviklet af mænd til mænd, for at give værktøjer til at komme videre i forbindelse med skilsmisse, arbejdsløshed, stress, problemer i parforholdet eller andet. I Aalborg foregår møderne i Frivillighuset. Tidspunkter kan findes på www.komvideremand.dk

- Vi har altid udgangspunkt i nogle forudbestemte temaer som for eksempel "det der er svært at tale om," forklarer Knud Kristensen, der her i sensommeren er klar til at være mødeleder for anden gang. Meningen er, at hver deltager fortæller sin historie og så får de feed back af gruppen.

- Og jo mere deltagerne åbner op, jo bedre er den feed back, de får fra de andre deltagere, siger han.

Samtidig er der en aftale om tavshedspligt mellem de otte mænd og mødelederen.

- Så man kan sige, at det på den ene side er et lukket rum, men også et åbent rum, siger Knud Kristensen.

Anne Helene Kahr Thomsen og Andreas Falck (foto)
27-årige Emil Vestergaard Brønlund-Petersen har haft god glæde af, at mødes i et fællesskab med syv andre mænd og Kurt Kristensen.

27-årige Emil Vestergaard Brønlund-Petersen er en af otte mænd, der deltog i det første forløb. Han anbefaler metoden.

- Det har betydet noget, og det har givet mig en ny indsigt i mig selv, fortæller den unge far til to, der på grund af en noget turbulent opvækst har en del med i baggagen og selv har oplevet, at han har svært ved at mærke efter.

- Det har været nemt nok at tage beslutningerne i hverdagen og passe mit arbejde, men knap så nemt at mærke, om beslutningen egentlig føles godt for mig, forklarer han.

- Og så har vi mænd nok også svært ved at tale om følelser med hinanden med mindre, vi har drukket otte fadøl, siger han med et skævt smil.

Anne Helene Kahr Thomsen og Andreas Falck (foto)
Det kræver måske overvindelse at møde op, men det er det hele værd, siger Emil Vestergaard Brøndlund-Petersen.

Det var Emil Vestergaard Brønlund-Petersens psykolog, der forslog ham, at møde op til det første møde.

- Jeg kan huske, at jeg tænkte ved mig selv, at det kunne der da ikke ske noget ved at prøve - selvom jeg var lidt nervøs blandt andet fordi, jeg var den yngste, siger han.

- Men det var en utrolig lettelse at få lov til at fortælle sin historie og få sat ord på de følelser, der nogle gange gør hverdagen svær, siger han og understreger pointen med lyden af et lettelsens suk.

Konceptet, som er udviklet af mande-coach Jørgen Juul Jensen fra Mandecenteret i København i et samarbejde mellem Frivilligcentre & Selvhjælp Danmark og Socialt Udviklingscenter har vist sig effektivt til mænd i forskellige typer af krise og på forskellige stadier.

Mødeleder Knud Kristensen har selv en fortid i erhvervslivet, og han har altid ment, at det var vigtigt at have fokus på det psykiske arbejdsmiljø, fortæller han.

- Jeg er ikke i tvivl om, at der er brug for et koncept som det her, for tilværelsen har aldrig været så konkurrencepræget som nu, og det falder ikke naturligt for rigtigt mange, siger han.

- Og vi skal have brudt det tabu om, at det ikke er i orden for mænd at åbne op og fortælle, hvordan de rent faktisk har det.

Anne Helene Kahr Thomsen og Andreas Falck (foto)
Det bør være helt legalt for mænd at dele de inderste tanker, er Emil Vestergaard Brøndlund-Petersen og Kurt Kristensen enige om.
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...