Kampen mod den plagsomme og omsiggribende bjørneklo har høj prioritet

NØRRESUNDBY: Aalborg Kommune har ikke planer om at fjerne fårene fra de kommunale golfbaner i Lindholm, selv om de ødelægger spilleglæden hos golfspillerne.

Lysten til at spille på de kommunalt ejede golfbaner er således dalet ganske gevaldigt i takt med, at banerne fra dag til dag bliver mere og mere oversået med et enormt stort antal fårelorte.

Kommunen har nemlig entreret med en privat fåreavler, der har lukket en stor fåreflok på ca. 190 individer ud i området for at tage kampen op mod den plagsomme og omsiggribende bjørneklo.

Området ved golfbanerne er nemlig overplastret med bjørneklo i titusindtal, og kommunen vil gerne have udryddet bjørnekloerne totalt. Jo før jo bedre.

En ren delikatesse

Fårene betragter planten som en ren delikatesse, som de hellere end gerne mæsker sig i.

Problemet er bare, at de fritgående får ikke tager hensyn til, hvor de skider, og det er ensbetydende med tusinder og atter tusinder af fårelorte på golfbanerne til umådelig store gene for golfspillerne.

By- og landskabsrådmand Hans Henrik Henriksen (S), Aalborg Kommune, siger til aalborg:nu, at fårene er et særdeles effektivt bekæmpelsesmiddel mod bjørneklo.

- Vi har ikke noget ønske om at skille os af med fårene. De gør et fantastisk stykke arbejde i en god sags tjeneste, pointerer rådmanden.

Aalborg Kommune har som politik, at man ikke vil sprøjte med diverse ukrudtsmidler i bekæmpelsen af bjørnekloerne, selv om der ikke er noget i f.eks. lovgivningen, der forhindrer det.

Hensynet til grundvandet vejer tungere for kommunen i den henseende.

Afviser indhegning

Hans Henrik Henriksen:

- Jeg har naturligvis forståelse for, at golfspillerne synes, at situationen er rigtig træls for dem, men det er så et vilkår, som de må leve med, når de vil spille på et kommunalt anlæg.

- Der ligger selvfølgelig en tidshorisont for, hvor længe fårene skal gå i området, men det er først noget, vi tager endelig stilling til hen ad vejen, siger han og tilføjer, at prioritet ét er at få udryddet bjørnekloerne.

Rådmanden er afvisende over for golfspillernes forslag om at hegne enten fårene eller golfbanen ind.

- Jeg finder ikke, at det er en god løsning, og jeg synes ærligt talt ikke, at forslaget giver nogen mening.

- Jeg har ikke en løsning i værktøjskassen på problemet her og nu, men omvendt vil jeg dog godt give det tilsagn til golfspillerne, at vi kigger på sagen efter sommerferien, siger Hans Henrik Henriksen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...