Svend Ole Jensen
Pirates Support garanterer fest, når guldet er i hus fredag aften. Arkivfoto: Nicolas Cho Meier

Formanden for Pirates Support er 99 procent sikker på guld fredag aften

AALBORG: Når Pirates Support talstærkt møder op til det store guldbrag mellem Aalborg Pirates og Herning Blue Fox fredag aften på hjemmebanen Cool East Arena bliver det med masser af konfettirør og store bannere.

- Joh, vi har købt lidt ekstra ind af konfettirør, som vi fyrer af, når guldet er hjemme, siger Thomas Nielsen, formand for Pirates Support.

- Og så har vi to store bannere, som vi har skrevet noget tekst på. De kommer også op, når vi har vundet, tilføjer Thomas Nielsen.

Og at det bliver til guld er Thomas Nielsen ikke i tvivl om.

- Jeg er 99 procent sikker på, at vi får guldet i hus fredag aften. Af de 5000 tilskuere er de 4700 Pirates-støtter, mens de sidste 300 er fra Herning, siger Thomas Nielsen.

Supporterne ville egentlig også gerne have haft lov til at tage is-fontæner med ind i hallen. Det er en slags stjernekastere. Men myndighederne sagde nej, bl.a. fordi kampen spilles i en totalt udsolgt hal.

Netop fordi alle billetter er revet væk, er der mulighed for at følge guldkampen på storskærm i atletik-hallen.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, at der ikke er plads til alle. Men de trofaste supportere har selvfølgelig enten årskort eller købt billet i god tid i forvejen, lyder det fra Thomas Nielsen, som får en lang ishockey-dag fredag.

- Kampen begynder kl. 19.30, men jeg regner med at være i hallen allerede kl. 15.30 for at hjælpe med at gøre klar til kampen, fortæller Thomas Nielsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...