Magasin satser på at være inspirationskilde det personlige udtryk med stort konfirmationsunivers og events

AALBORG: Nutidens konfirmander er på Instagram, de følger de hotteste bloggere og influencers, og de er ikke bange for at sammensætte deres helt egen version af tøjet til konfirmationen og Blå Mandag.

Og det har Magasin gennemskuet, fortæller Tina Kallesøe Mikkelsen, Store manager i Magasin Aalborg.

Anne Helene Thomsen
Store manager Tina Kallesøe Mikkelsen klar til en uge med masser af inspiration til konfirmanderne i Magasin. Foto: Michael Koch

- Vi gør, hvad vi kan for at følge med i, hvad der rører sig blandt de unge, og vi skal jo ikke konkurrere med de firmaer, der sælger klassiske konfirmationskjoler, men vi er til gengæld skarpe på tøj til andendagen og accessories i form af tasker og sko og også tøj, der sagtens kan anvendes til selve konfirmationen, forklarer hun.

- Vi har som ny spiller her i Aalborg valgt at gå all in på konfirmation i år med et stort konfirmationsunivers i stueetagen, der vil have fokus på alt til den store dag: konfirmationskjoler og -tøj, andendagstøj til drenge og piger, gaver, undertøj, styling og så videre, fortæller hun.

Universet åbner fra mandag i uge 7, og torsdag og fredag i uge 7 er der en række event i konfirmationsafdelingen i samarbejde med Magasins partnere i form af konkurrencer og besøg af en make-up artist.

Magasins personal shopper, Line Gundersen vil også være til stede og give gode råd og vejledning.

Anne Helene Thomsen
En kommende konfirmand klar til anden dagen. Foto: Michael Koch

Til maj er det 13-årige Sidsel Lindrup Kühns tur til at blive konfirmeret.

Også hun drømmer om et personligt udtryk, og hun har taget turen til Aalborg fra Hjørring sammen med sin mor for at møde personal shopper, Line Gundersen.

- Og måske prøve noget, jeg ikke lige havde tænkt på, siger hun.

Det er Line Gundersen med på, og hun har på forhånd fundet en række ting til Sidsel.

- Jeg har blandt andet lagt meget vægt på, at det er ting, der sagtens kan styles på en anden måde og bruges, når konfirmation og andendagen er overstået, siger hun.

Anne Helene Thomsen
Louise Lindrup Kühn, der er mor til Sidsel er godt tilfreds med, at hele budgettet ikke er brugt på selve konfirmationskjolen. Foto: Michael Koch.

Familien har nemlig på forhånd besluttet, at der godt må bruges lidt mere på tøjet til Blå Mandag.

Louise Lindrup Kühn, der er mor til Sidsel synes ikke det gør noget, at der blæser nye vinde ind over konfirmandernes valg af tøj.

- Det der med at købe en konfirmationskjole til 3.000 kroner, der så bare bliver brugt en gang og så hænger i skabet - det er tiden bare løbet fra, siger hun.

Hun er derfor også godt tilfreds med, at det ikke er selve konfirmationskjolen, der fylder mest i budgettet, siger hun, mens datteren prøver en kort og enkelt konfirmationskjole på.

- Vi har til gengæld valgt at bruge nogle flere penge på tøjet til andendagen, siger hun, mens Sidsel fortsætter til bukser, en lys skjorte og prøver både en demin-jakke og en kort jakke i skind. Tasken er hun allerede faldet pladask for.

De lyse sneakers med en let hæl skal selvfølgelig både bruges på konfirmationsdagen, men også til Blå Mandag.

Sidsel er tilfreds. Hun sætter ikke en masse ord på, men sender et sidste blik til spejlet. Og et anerkendende smil til Line Gundersen.

Det skal nok blive en god dag.

Anne Helene Thomsen
Så enkelt kan det gøres. Nu er Sidsel klar til sin store dag. Foto: Michael Koch

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...