Det rammer tidsplanen, at stort entreprenørfirma, der bl.a. arbejder på den største etape, nu er gået konkurs

AALBORG: En konkurs har ramt Aalborgs Plusbus-projekt hårdt.

I øjeblikket ligger to store etaper på hurtigbusruten, der går fra væddeløbsbanen i vest til Nyt Aalborg Universitetshospital i øst, helt stille efter, at entreprenørfirmaet Barslund er gået konkurs.

Barslund er en af de største jordentreprenører i Danmark, der har omkring 470 ansatte og en omsætning på omkring 900 mio. kr. Selskabet har udover Plusbus arbejdet på mange af de store infrastrukturprojekter i Danmark som letbanerne i Aarhus, Odense og København.

Grafik:
Grafik: Jette Klokkerholm

- Det får betydning for os, for Barslund arbejder på Sohngårdsholm og Kastetvej. Det man oplever på nuværende tidspunkt derude, det er, at de folk, der var ansat i Barslund selvfølgelig har forladt arbejdspladsen, så arbejdspladserne er lukket ned i øjeblikket, siger Niels Bresemann Jensen, der er projektchef på Plusbus-projektet.

På begge etaper var Barslund ellers godt i gang. På Kastetvej er man 75-80 procent i mål med etapen, der skulle stå færdig ved årsskiftet. På Sohngårdsholmsvej, der økonomisk og omfangsmæssigt er den største etape i hele Plusbus-projektet, er man omkring halvvejs. Her skulle man efter planen være færdig til sommer med etapen, hvor Barslund alene har en enterprise på omkring 30 mio. kr.

De største udfordringer

- Der er ingen tvivl om, at det er på Sohngårdsholmsvej, at vi er hårdest ramt, det er der, at det kommer til at give os de største udfordringer, siger Niels Bresemann Jensen.

Lige nu er man ved at få et overblik over situationen.

Jesper Schouenborg
Aalborg Kommune er i øjeblikket ved at finde ud af, hvordan man kommer videre efter konkursen. Foto: Henrik Louis

- Nu finder der noget afklaring sted, hvad er lige op og ned, og hvad gør vi som kommune, og hvad vi må gøre som kommune.

Der er også en mulighed for, at Barslund bliver rekonstrueret.

- Barslund arbejder på en rekonstruktion af firmaet som et nyt juridisk firma med et nyt cvr-nummer og måske et lidt andet navn.

Aalborg Kommune fik mandag omkring middagstid meldingen om, at Barslund var gået konkurs.

Meget uheldigt

- Vi synes, at det er synd for firmaet, at man er kommet i den situation, og når vi ser på vores eget projekt, så er det selvfølgelig meget uheldigt. Plusbus-projektet er et stort projekt, og vi er afhængige af, at de enkelte deletaper bliver færdige til tiden, så vi kan komme videre med de nye etaper, der ligger til næste år, så vi hele tiden har skred i det arbejde, der finder sted.

Der er ingen tvivl om, at tidsplanen bliver ramt af konkursen, men hvor meget kan man ikke sige.

- Det kommer an på, hvor hurtigt vi er oppe at køre igen med en eller anden løsning, siger Niels Bresemann Jensen.

Nu er man hurtigst muligt ved at afklare, hvad der skal ske.

- Vi skal have rådført os med nogle jurister, der ved noget om det her, siger Niels Bresemann Jensen, der også tilføjer, at kommunen skal i dialog med de to kuratorer, der er udpeget for den konkursramte virksomhed.

Barslund har brugt en underentreprenør på de to etaper til alt, hvad der hedder skilte og afmærkning, og her har kommunen allerede lavet en aftale med den pågældende underentreprenør.

- Så alt skilte og afmærkning bliver derude, og vi får ført tilsyn med det, så ingen kommer til skade, og vi får opretholdt byggepladsen derude på forsvarlig vis.

Projektchefen kan ikke sige, hvornår der er en afklaring på, hvad kommunen gør herfra.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...