Banko, yoga og musik er blandt de ting, du kan opleve i iværksætterbyen

AALBORG: Målet har helt tiden været, at Urban City skal være et kreativt frirum, der summer af liv og aktiviteter.

Og her omkring tre måneder efter åbningen af Danmarks første, kreative iværksætterby er det lykkedes. Det siger ejer Christian Helweg, der også står bag Urban Citys nabo, den socialøkonomiske virksomhed Råt&Godt.

- Urban City er en by, der hele tiden ændrer sig. Når man besøger os, vil man opleve, at der sker noget nyt fra gang til gang.

Med til at sikre den positive udvikling er, at Christian Helweg i stigende grad satser på arrangementer, der skal være med til at supplere de forskellige virksomheder, der holder til i den gamle remise på Hjulmagervej.

- Vi har fundet vores ståsted som en kreativ markedsplads i en konstant udvikling og med nye muligheder, siger han.

- Vores program består blandt andet af iværksætteraftener, banko, yoga, tegneklub, spilleaften, musik og meget mere. Og vi oplever en stor interesse for vores arrangementer.

Urban City er indrettet som en indendørs campingplads, hvor iværksætterne selv har sat deres campingvogn i stand.

I øjeblikket er alle 17 pladser lejet ud til forskellige iværksættere.

Den kreative iværksætterby er åben for alle, der har lyst til at kigge forbi.

Næste arrangement er en markedsdag lørdag 5. januar fra klokken 10 til 15.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...