Mangt Moodstore i Nørresundby er et kreativt univers, hvor man både kan se Gitte Lacarrieres collagekunst og selv slippe kreativiteten løs

Gitte Lacarriere elsker bæredygtighed, og det har længe været en fast del af hendes arbejde som indretningsarkitekt, hvor hun hovedsageligt bruger genbrugsmøbler og retroskatte. Da hun for to og et halvt år siden fik konstateret brystkræft, blev karrieren dog imidlertid sat på pause, og det åbnede hendes øjne for en anden passion. Collagekunst.

Camilla Gammelgaard Johansen
Gitte Lacarriere er kreativ med genbrug og retrofund. Foto: Kim Dahl

Et sted til fordybelse

Det er nok ikke alle, der er klar over det, men midt i Nygade i Nørresundby, kan man finde en lille kreativ perle. Udefra ser den måske ikke ud af meget, men man kan mærke det, så snart man træder indenfor i det hyggelige, men lettere rodede, lokale.

Væggene er malet i tre forskellige farver og er beklædt med collagekunst i flere udformninger. Reolerne er fyldt godt op med gamle magasiner, og på et stort bord midt i lokalet, der i øvrigt er lavet af gamle døre, ligger der tape, lim, sakse og papir. Rundt omkring er der tændt levende lys, og man kan fornemme en svag duft af friskbrygget kaffe fra det lille tekøkken. Indehaveren af stedet er Gitte Lacarriere, og hun har bevidst valgt at skabe en hyggelig oase i Nørresundby, hvor man kan komme og fordybe sig.

– Jeg har tidligere arbejdet meget hjemmefra, men jeg begyndte at få brug for mere plads. Så flyttede jeg ind her, fortæller hun og fortsætter:

– Jeg tænkte lidt over, hvor jeg skulle finde et sted, men det blev i Nørresundby, for det er her, jeg bor, og så synes jeg, der er brug for lidt liv herovre. Der kan godt være lidt stille, og det er synd.

Camilla Gammelgaard Johansen
Man kan også gå på opdagelse i Gitte Lacarrieres værker. Foto: Kim Dahl

Udlever drømmen som kunstner

Gitte Lacarriere har i sit job som indretningsarkitekt arbejdet med mange forskellige opgaver, hvor bæredygtighed og genbrug har været grundstammen. Det er især virksomheder som eksempelvis affaldsselskaber, genbrugsbutikker og genbrugsorganisationer, der har efterspurgt hendes kreative blik.

– Nogle af mine idéer er måske lige skæve nok til, at de passer ind i fru Jensens stue, siger hun med et smil på læben.

Men for to og et halvt år siden blev der sat en kæp i hjulet for Gitte Lacarrieres karriere. Hun fik konstateret brystkræft og måtte lukke ned for forretningen i en periode, og det gjorde hende hurtigt rastløs.

– Jeg havde rigtig travlt og havde alle mulige kasketter på, og så måtte jeg pludselig lukke ned for alt, fordi jeg blev syg. Men jeg skulle stadig bruge mine hænder til et eller andet. Det startede med at være noget papir, jeg sad og klippede i oppe i mit sommerhus, og så udviklede det sig til, at jeg blev fuldstændig fascineret af at arbejde med papir, fortæller hun.

I dag er hun erklæret rask og bruger sin nyfundne glæde for papir og kvinder i gamle ugeblade til at udleve drømmen som collagekunstner.

– Jeg tror egentlig, det var rigtig godt for mig at have noget, jeg kunne fordybe mig i under mit sygdomsforløb, siger hun.

Workshops er en succes

Fordybelse er faktisk en form for nøgleord hos Mangt Moodstore i Nygade. Gitte Lacarriere er nemlig begyndt at holde workshops, hvor man selv kan komme og prøve at lave collager.

– Man får lov at gå amok i min samling af retromagasiner, tapet, bøger, og hvad der ellers kan bruges. Jeg sidder også selv og arbejder lidt med, for jeg kan ikke gå rundt i tre timer uden at røre noget papir, fortæller hun.

Indtil nu har der været fyldt godt op på holdene, der har fået mere tid, end det oprindeligt var meningen. Folk synes nemlig ikke, at to timer var nok, og derfor har indehaveren forlænget de forskellige workshops til at vare tre timer. Undervejs får kursisterne et stykke pizza, men de har næsten aldrig tid til at spise det, fordi de er så fordybet, fortæller Gitte Lacarriere.

– Det plejer at være rigtig hyggeligt, og det er faktisk helt svært at folk ud af døren igen, griner hun.

Camilla Gammelgaard Johansen
Der er planlagt to workshops i december. Foto: Kim Dahl

Fremtiden byder på mere kunst

Udover de almindelige collager, så kan man også deltage i workshops, hvor det handler om at skabe visionboards, som er billeder med alle ens drømme og ambitioner.

– Det er egentlig et stykke pap med visuelle målsætninger og ønsker i dit liv. Det kan være penge, en smuk krop, et job, hus eller andet. Det er et meget effektfuldt redskab til at komme videre i sit liv, fortæller hun og fortsætter:

– Tricket er selvfølgelig også, at de skal være flotte. Tanken er, at de skal kunne hænges op derhjemme. Så jeg hjælper med at gøre det æstetisk pænt og få det i en fin ramme.

Hendes eget visionboard har med stor sandsynlig et billede fra Mangt Moodstore, for drømmen er, at der skal bruges mere tid der.

– Collagekunsten skal fylde mere i fremtiden. Det er min drøm. Jeg er også blevet kontaktet af gallerier som gerne vil samarbejde. Det skal jeg have kigget nærmere på, siger hun.

Indtil videre kan man besøge workshoppen i Nygade hver torsdag, hvor der fast er åbent. Ellers kan man også gå på opdagelse i Mangt produkterne hos Butik Gejst eller hos Nordcraft.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...