Støt et godt formål og løb sammen med resten af kloden

AALBORG: 9. maj er der en ekstragod grund til at finde løbeskoene frem. Her kan du være med i eventet Wings for life world run og støtte op om folk med rygmarvsskader. Hvert år bliver løbet skudt i gang med deltagere fra hele verden, som løber på samme tid - i år bliver det dog virtuelt. For at deltage skal du tilmelde dig på hjemmesiden wingsforlifeworldrun.com.

Herfra kan du hente appen Wings for life world run ned på telefonen, hvor du så kan løbe online med alle andre deltagere fra hele verden. Det koster 150 kroner at deltage, og 100% af beløbet går til forskningen efter en kur mod rygmarvsskader.

- For at give alle deltagere en fed oplevelse, har vi sørget for en fælles start i Østerådalen ved Infohuset, hvor en rute på 2.9km er planlagt. Her gælder det om at nå så mange omgange som muligt, inden man bliver hentet af den virtuelle målstreg. Under løbet vil der være vand, frugt og iskolde Red Bull’s til rådighed, samt musik og godt humør, fortæller Isabella Hansen fra Wings of Life.

Coronarestriktionerne vil blive overholdt og arrangørerne bag anbefaler, at alle deltagere møder op med en negativ coronatest.

- Der vil være opvarmning kl 12:30, så vi anbefaler selvfølgelig at folk kommer i god tid. Ankommer man i bil vil der være mulighed for at parkere på parkeringspladsen ved Infohuset, lyder det fra Isabella Hansen.

Du kan læse mere om løbet på Facebook under begivenheden Aalborg runs for those who can’t

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...