Preet og Raj Dhillon er begge opvokset i Indien. Nu bor parret i Nørresundby og har åbnet Bollywood Indisk Take Away

NØRRESUNDBY: Er du til spicy retter lavet med kærlighed og respekt for traditioner? Det er det, konceptet hos det nye spisested bygger på, fortæller ejerne.

I 1960'erne lå der et bageri. Nu er der igen erhverv i lokalet på Kløvervej, der har facade ud til Forbindelsesvejen. Bollywood Indisk Take Away har åbnet dørene, og så snart man træder indenfor, bliver man mødt af en krydret duft fra de sydende pander i køkkenet, og på væggene er der pyntet med indiske detaljer.

Camilla Gammelgaard
Preet Dhillon elsker at lave mad og eksperimentere i køkkenet. Foto: Michael Koch

Ved komfuret finder man Preet Dhillon, som elsker at kreere indiske retter og eksperimentere i køkkenet. Og det er hendes talent for netop det, der satte gang i hele parrets drøm om at åbne et spisested.

- Hos Bollywood kan man få indisk hverdagsmad, som vi selv er vokset op med og har lært fra vores mødre. Vi har forsøgt at lave et unikt koncept med en stor menu og autentisk indisk mad med friske råvarer til billige priser, fortæller Raj Dhillon.

- Vi laver ikke fancy restaurantmad. Vi laver indisk hverdagsmad, som vi også selv spiser derhjemme. Det meste er lavet helt fra bunden, og vi bruger friske grøntsager og traditionelle indiske krydderier, fortsætter han.

Det er især retter med kylling og kødboller, og så byder menukortet også på mange vegetarretter.

Camilla Gammelgaard
Der er en masse klassiske indiske retter på menukortet hos Bollywood Indisk Take Away. Foto: Michael Koch

Drømmestart med udfordringer

Parret åbnede stedet i foråret, og på trods af en lidt kaotisk start, har kunderne har allerede taget godt imod det.

- Vores åbning har været helt vanvittig. Vi havde simpelthen så travlt de første dage, at vi måtte sige nej til flere kunder. Vi var glade for, der kom så mange, men det var selvfølgelig lidt træls at skulle sige nej til nogen. Nu har vi ansat flere og kan følge med, fortæller Raj Dhillon.

- Der har også været mange forbi og sige, de er glade for, der er kommet et alternativ til burger, pizza og sushi, fortsætter han.

Kigger man på drikkevarerne, så er der udover de klassiske Coca-Cola-produkter også en indisk specialitet at finde her. En Mango Lassi.

- Det kan nok bedst sammenlignes med en milkshake. Den er lavet på yoghurt, mango og cashewnødder, fortæller Raj Dhillon.

Camilla Gammelgaard
Her er det ejer Preet Dhillon (tv) samt de to ansatte Rasmus Steenholdt og Gurlin Kaur. Foto: Michael Koch

Parret har haft drømmen om at åbne stedet i nogle år, men da de fik tvillinger, valgte de at sætte projektet på standby for en tid. Nu er de til gengæld klar til at kaste sig ud i det, og Nørresundby har fået et nyt indisk spisested.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...