
Krydstogtskibene kommer i en lind strøm til Aalborg i 2020
Næste års krydstogtsæson bliver et sandt jubelår uden sidestykke og slår alle tidligere rekorder
AALBORG: Aalborgs fortræffeligheder som værtsby og havn for de store internationale rederier og deres krydstogtskibe med tusindvis af passagerer har spredt sig med lynets hast over det meste af kloden og skabt en kolossal interesse for at besøge byen.
Krydstogtsæsonen 2020 bliver nemlig et sandt jubelår uden sidestykke for Aalborgs vedkommende, og der bliver således sat en imponerende rekord, der helt givet skriver sig ind i historiebøgerne.
For antallet af besøgende krydstogtskibe nærmest eksploderer næste år, hvor der er lavet aftaler om ikke færre end 45 anløb.
Det er således en imponerende ny rekord, der giver baghjul til den "gamle" rekord fra 2017, hvor 36 krydstogtskibe kastede anker i Aalborg.
For sammenligningens skyld kan det oplyses, at der i den igangværende sæson her i 2019 kommer i alt 32 krydstogtskibe til Aalborg.

Cruise manager Lars Bech, VisitAalborg, siger til aalborg:nu, at missionen om at brande Aalborg som en attraktiv krydstogtdestination er lykkedes.
- Det er jo kort og godt helt fantastisk, at vi er oppe på et så stort antal besøg, og det er et resultat af en fælles og koordineret markedsføringsindsats af flere parter.
- Det er i øvrigt også værd at hæfte sig ved, at kredsen af nye rederier og krydstogtskibe øges forstået på den måde, at det ikke kun er ét eller ganske få rederier, der har Aalborg med på deres sejlruter.
- Viking Ocean Cruises tegner sig ganske vist i 2020 for hele 23 anløb, men de resterende 22 er andre rederier og skibe, fortæller cruise manageren.

Lars Bech:
- Aalborgs gode ry og rygte som værtsby og havn spreder sig som ringe i vandet takket været vores indsats på internationalt plan.
- Endvidere tæller det også helt enormt på plussiden, at vores politik er, at vi kun vil have ét skib liggende ad gangen ved Honnørkajen, og det er ensbetydende med, at krydstogtskibene så at sige lægger til lige i smørhullet af Aalborg, understreger Lars Bech og tilføjer, at det er lig med meget kort afstand for krydstogtgæsterne til f.eks. shopping-muligheder, café- og restaurant-liv foruden byens øvrige seværdigheder.