Som det første sted i Nordjylland tilbyder Fusion Omakase

AALBORG: Niveauet er højt på Restaurant Fusion. Men i denne uge sætter restauranten på Strandvejen barren endnu en tak op.

Tirsdag 3. marts introducerer den populære restaurant nemlig luksuskonceptet Omakase. Det sker i øvrigt som den første restaurant i Nordjylland.

Omakase er et japansk koncept. Foto: Kaare Bach Toft

Omakase er et japansk koncept, der i bund og grund betyder, at man lader kokkens innovation og kreativitet råde og får serveret de bedste og mest friske råvarer, restauranten kan tilbyde.

På Fusion er det lig med omkring tre timers spisning af 20-23 retter.

Der bliver serveret 20-23 retter på Fusion. Foto: Kaare Bach Toft

De mange retter bliver serveret ved en nyindkøbt madbar. Der er kun plads til otte gæster per aften, og det er kok og indehaver Vinh Du selv, der står på den ene side af baren og laver sine kreationer, mens gæsterne sidder på den anden side og kan nyde maden fra første parket. Ideen er, at gæsterne skal kunne mærke stemningen og få en eksklusiv gourmetoplevelse.

Aalborg:nu har været forbi Fusion til et sneak peak på det nye koncept og på denne prøveaften består serveringerne blandt andet af Limfjordsøsters tilsat kaviar anrettet i en skål med flydende nitrogen, små søde macarons med fyld af kyllingelevermousse, rå hummer med wasabi og bladguld, ni forskellige serveringer af Nigiri og rokkevinge med hvid sojasmør.

Det er kok og indehaver Vinh Du selv, der står for de mange retter. Foto: Kaare Bach Toft

Desserterne er mochi peanuts - små hvide kugler, der nærmest svæver på små lysplader - en fortolkning af citronfromage og sort sesam crème brûlée med havtorn.

Man tilkøber en vinmenu til hele herligheden.

Rå hummer med wasabi og bladguld. Foto: Kaare Bach Toft

Fusion serverer Omakase tirsdag-torsdag kl. 18. Fordi, der bliver brugt dyre råvarer, og der er et begrænset antal pladser, skal man forudbestille og betale.

Du kan se mere på: restaurantfusion.dk/omakase

De otte Omakase-gæster får serveret maden ved en bar, der er bygget til formålet. Foto: Kaare Bach Toft
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...