Arrangør satser på næste år at gentage udstillingen i p-kælderen ved Musikkens Hus

AALBORG: Der blev handlet kunst for millioner af kroner i forbindelse med gennemførelsen af kunstmessen NORTH i Aalborg.

Galleriejer Kent Wolfsen, Aalborg, der var initiativtager til kunstudstillingen, har gjort salget op, og han oplyser, at der blev solgt kunstværker for ikke mindre end ca. 12 millioner kroner.

Det var således tredje gang, at han afviklede NORTH, der i år var henlagt til p-kælderen ved Musikkens Hus.

Kent Wolfsens egen vurdering er, at udstillingen blev besøgt af ca. 12.000 mennesker.

Der blev udstillet ca. 1000 værker fra 22 inden- og udenlandske gallerier.

Blandt kunstnernavnene kan nævnes f.eks. Poul Anker Bech, Mikael Kvium, Asger Jorn, Per Kirkeby og Kurt Trampedach.

Kent Wolfsen:

- NORTH vil også gerne vise, hvad man andre steder i Europa prioriterer for at åbne danskernes øjne yderligere op for, hvad god kunst også kan være.

- Tilbagemeldingerne fra de internationale gallerier har alle været yderst positive, så næste år satser vi på at få endnu flere udenlandske med, tilføjer Kent Wolfsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...