Kunstner Jens Haaning skylder stadig over en halv million til Kunsten. Nu tilbageholder de værket og lønnen til kunstneren

I går kom det frem, at Kunsten lægger sag an mod kunstneren Jens Haaning.

Han tog nemlig over en halv million kroner fra kunstmuseet og løb, da et tidligere værk pludselig blev omdøbt til Take the money and run.

Men den halve million går ikke lige i glemmebogen hos museumsdirektør, Lasse Andersson.

- Det er en ulykkelig sag, som vi helst havde set løst gennem dialog med Jens Haaning. Kunstnerne er vores vigtigste samarbejdspartnere, og derfor er det ikke en situation, vi er glade for, udtaler han i en pressemeddelelse.

Beholder værket til sagen er afgjort

Pengene er dog aldrig vendt hjem til Kunsten.

Og derfor gør Kunsten nu brug af sin juridiske ret til at tilbageholde værket, Take the money and run, samtidig med at de også tilbageholder Jens Haanings honorar og udbetaling af vederlag, indtil sagen er afgjort.

Line Ettinger Julsgaard
En af de to tomme rammer, der tilsammen udgør Take the money and run. Foto: Kunsten

Værket er altså pillet ned sammen med resten af udstillingen 'Work it out', men værket er ikke sendt tilbage til kunstneren, selvom det som udgangspunkt kun var til låns.

Det bekræfter Kunsten til Aalborg:nu.

Forklarer sig med dårlig privatøkonomi

Værket i sig selv er en kommentar til kunstneres aflønning. Men nu bliver den i forvejen aftalte aflønning tilbageholdt sammen med værket.

Aftalen var i første omgang, at Jens Haaning ville få et honorar på 10.000 kroner fra Kunsten samt cirka 30.000 kroner i visningsvederlag fra staten, oplyser Kunsten på sin hjemmeside.

I følge kunstneren selv har han taget pengene for at lukke hullet i sin egen dårlige privatøkonomi.

- Hør her. Jeg har taget de penge for at forbedre min skrantende økonomi. Det er ingen hemmelighed. Men der er ingen af de penge, der hverken er blevet brugt eller vil blive brugt til noget ekstraordinært. Vi har ikke noget øget forbrug. Det er bare til den ganske almindelige husholdning, siger Jens Haaning til mediet Zetland.

Havde fået advarsel

Og kunstner Jens Haaning var advaret på forhånd om, at han ikke ville se skyggen af sit værk, hvis ikke han tilbagebetalte den halve million.

Det viser en mailkorrespondance mellem museumsdirektøren og Jens Haaning to dage inden fristen.

Ifølge kunstgalleriet Sapsay, skrev museumsdirektøren således:

- Skulle vi mod forventning ikke modtage beløbet på kroner 532.549 kroner retur, skal vi for god ordens skyld allerede nu tilkendegive, at vi så i givet fald agter at tilbageholde værket Take The Money And Run samt honorar og visningsvederlag frem til fuld tilbagelevering af det pågældende beløb har fundet sted.

Om Take The Money And Run er mere værd en beløbet, som Jens Haaning er stukket af med, kan være svært at vurdere. Helle Kamvig, der er vurderingschef for Lauritz.com, kommer alligevel med et forsigtig bud på, hvad værket ville være værd, hvis det skulle sælges nu.

Det kan du læse mere om her.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...