Det gamle portnerhus på eternitgrunden bliver et iøjnefaldende vartegn for en svunden industritid i Aalborg, når først der er lagt sidste hånd på murmalerierne og billedfrisen.
Livet her

Kunstmaler går amok og svinger penslen på Nitten

Det ovale portnerhus på den gamle eternitgrund får nyt liv som vartegn

18. oktober 2017 kl. 18:31

AALBORG: Kunstmaler går amok og svinger penslen i en god sags tjeneste på Nitten.

Sådan kan man passende karakterisere den helhjertede indsats og entusiasme, som kunstmaler Søren Elgaard fra Aarhus i denne tid lægger for dagen på den gamle eternitgrund i Aalborg.

Tusindvis af bilister, der dagligt benytter sig af Østre Allé i Aalborg, har med garanti lagt mærke til, at der netop nu er ved at ske noget særdeles spændende med det ovale portnerhus foran varehuset Føtex.

Søren Elgaard er således med sine murmalerier og billedfrise på portnerhuset ved at give liv til en bygning, der kan se tilbage på kronede dage, da der var en meget produktiv fabrik på stedet.

Portnerhuset var nemlig en gatekeeper for hvem, der fik lov til at komme ind på området og hvem, der måtte blive ude på gaden.

Et ikon for Aalborg

Dansk Eternitfabrik - i daglig tale også kaldet for Nitten - er/var et ikon for byen Aalborg i flere menneskealdre, og den rangerer på linje med andre sværvægtere som f.eks. Aalborg Værft, spritten og tobaksfabrikkerne.

Aarhus-kunstneren Søren Elgaard går til opgaven med millimeter-præcision, og intet bliver overladt til tilfældighederne.

Produktionsbygningerne på det gamle eternitareal er stort set alle sammen jævnet med jorden i dag, og det er kun meget få bygninger, der har overlevet den lokale transformation fra industrigrund til især boligområde med dagligvareforretninger og kontorer.

- Og netop derfor er det uhyre vigtigt, at vi bevarer og værner om vores lokale kulturarv, siger direktør Arne B. Schade, der sammen med en anden ildsjæl, Birgit Elgaard, har været initiativtagere til skabelsen af Aalborg Arbejdermuseum - eller om man vil Eternittens Arbejdermuseum.

Arne B. Schade:

- Portnerhuset er i dag ejet af Dansk Supermarked, og vi har været i en positiv og konstruktiv dialog med selskabet, der er mundet ud i, at vi har fået lov til at lave murmalerier på alle husets flader.

- Motiverne relaterer sig naturligvis til eternitfabrikken og de tusindvis af arbejdere, der i tidens løb har arbejdet på fabrikken.

På godt og ondt

Arne B. Schade siger videre, at det færdigmalede portnerhus vil få nyt liv som et utroligt flot vartegn for hele området og den industri- og arbejdermæssige epoke, som Dansk Eternitfabrik selv skabte og var en del af på godt og ondt.

Ifølge direktøren er portnerhuset malet færdigt i løbet af denne måned - forudsat at vejret samarbejder positivt - og det færdige arbejde vil blive markeret ved en officiel indvielse i november.

Han betegner selv portnerhuet som en historisk industrikulturarvs-bygning, som i høj grad er bevaringsværdig.

Det hører i øvrigt med til historien, at eternitfabrikken, der på et tidspunkt beskæftigede ca. 1600 ansatte, indstillede produktionen i 2004.

Fabrikken producerede eternitplader, cement og Siporex elementer.

Eternittens Arbejdermuseum åbnede for ca. to år siden i én af de gamle siloer og har åbent hele døgnet og hele året rundt.

Annonceret indhold

Nyeste