Løn, bestyrelsesposter, opvask og det strategisk placerede nøglebundt på vej hjem fra byen. Hvad kæmper du for på kvindernes kampdag?

AALBORG: Endnu et år er gået med MeToo, debatter om løn, arbejdsvilkår, kønskvoter i bestyrelser og så videre og så videre.

Det ledte her til morgen til en snak på redaktionen om, hvad vi egentlig synes er vigtigst at kæmpe for på kvindernes kampdag i 2022, hvor vi i bund og grund har det rigtig godt.

Vi debatterer lige løn, vilkår og lige muligheder for at avancere. Og så snakker vi om, hvorfor det klinger lidt negativt at en kvinde er "bossy", når det som regel er positivt, at mænd har autoritet. Og så er der den gode gamle snak om, "hvordan man kan gå klædt" og nøglebundet klar til kamp på vej hjem en aften i byen.

Og hvorfor er det egentlig altid kvinderne, der ender med at tage opvasken, når venneflokken er samlet til nytårsfejring, på sommerhusturen eller lignende. Der er masser af ting at kæmpe for, når man lige kigger lidt efter - men hvorfor tage kampen?

Vi følger selvfølgelig også med på de sociale medier, hvor nordjyske stemmer byder ind med deres perspektiv på, hvorfor dagen er vigtig.

Eksempelvis byder Svend Brinkman ind med et vigtigt perspektiv på sin Instagram:

- God kampdag til de ukrainske kvinder! Gid det snart må blive ligeløn og bestyrelsesposter og ikke selve livet, I kæmper for.

Og god kampdag til de russiske kvinder! Vi må huske, at det var russiske kvinder, der gik på gaden den 8. marts 1917 i strejke og protest mod verdenskrig, fødevaremangel og zaren. Der gik kun en uge, så abdicerede han. Gid det måtte ske igen!

Statsminister Mette Frederiksen byder også ind med sit perspektiv, som klinger af lidt af det samme. Hun bringer nemlig også en hilsen til de ukrainske kvinder, og så skriver hun blandt andet:

- Kvindekampen favner hele vores samfund. Den kæmpes i toppen af erhvervslivet, på arbejdsmarkedet, på nettet, i nattelivet – og nogle steder bag lukkede døre i hjemmet og på pigeværelset. Jeg har en god dag foran mig, hvor jeg skal mødes med flere af de kvinder, der lige nu kæmper hver sin vigtige kamp.

- Fælles for dem alle er, at vi aldrig skal acceptere, at kvinder frarøves deres frihed og muligheder på grund af deres køn.

Hvad kæmper du for på kvindernes internationale kampdag?

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...