Gigantisk oplevelsescenter får 100 henvendelser om dagen. Se billeder her:

AALBORG: Det er umiddelbart svært at forestille sig en lidt småtrist hal i City Syd omdannet til et gigantisk oplevelsescenter for legebørn i alle aldre.

Men ikke desto mindre er det nøjagtig, hvad Maximum-kæden har formået at gøre med den tidligere Metro-bygning på Fiskene.

- Det er vores største investering i kæden hidtil, siger direktør i kæden, der tidligere gik under navnet Bowl'n'Fun, Lene Høj Larsen.

Katrine Schousboe
Lige meget, hvor du vender dig hen i Maximum er der fuld fart på. Foto: Peter Broen

Op til åbningen i morgen, fredag 24. januar, bliver der fortsat gjort rent og rettet på de sidste detaljer. Men det overordnede billede er på plads, og det er ganske enkelt imponerende.

Ikke alene er alt i stor skala, det er også nyt, lækkert og state of the art, når det gælder teknik og muligheder.

- Vi har virkelig alle muligheder her for både virksomheder og folk, der vil have en sjov oplevelse, siger floor manager i det nye center Rasmus Kaj.

Det er ham, der skal have det daglige overblik over, hvad der foregår på "gulvet" i Maximum. Han har været ansat i kæden i knap 14 år og har været i flere af afdelingerne, men fremover hedder adressen altså Aalborg.

Katrine Schousboe
Floor manager Rasmus Kaj er en af de 110 ansatte i centret - han har en lang karriere i kæden og har været i flere centre. Foto: Peter Broen

- Man lejer sig adgang til alle vores aktiviteter på tid - undtaget minigolf og legelandet, som kører på en lidt anden måde. Og det overordnede koncept er, at man kan booke på forhånd, sådan at man kan planlægge hjemmefra, forklarer han.

Aktiviteterne spænder fra klassikere som bowling, elektronisk dart og petanque til en VR-bane, Laser Hero, escape roooms og en ægte nyskabelse i Danmark - The Cube.

- Det er en slags moderne Fangerne på Fortet med 25 rum, hvor op til 70 personer dyster mod hinanden ved at løse forskellige former for opgaver, fortæller han.

- Vi var i Tyskland og prøve det og var ikke i tvivl om, at det skulle vi have, supplerer Lene Høj Larsen, mens de to viser rundt i Maximum.

Det nye center er på knap 12.000 m2 og har også et stort legeland og en trampolinpark på 2500 m2. Ombygningen af lokalerne har været i gang siden maj 2019 og har blandt andet krævet to fuldtidsansatte arkitekter.

Katrine Schousboe
Den blå VR-bane er ti gange ti meter, men når du får briller på, føles den langt større. Foto: Peter Broen

Nøjagtig, hvor meget Maximum-kæden har investeret i centret, ønsker Lene Høj Larsen ikke at fortælle. Men det er et større beløb, og som sagt kædens hidtil største satsning.

- Det er også lidt en test af, om fremtidens centre skal være så store som dette, fortæller hun.

Allerede inden åbningen tyder noget dog på, at kæden har set rigtigt. I hvert fald har der ifølge Rasmus Kaj været en kæmpe interesse for at booke oplevelser, allerede før folk har haft en chance for at se, hvad de egentlig booker.

Katrine Schousboe
The Cube er 25 rum, hvor man i hold skal løse forskellige former for opgaver - fra fysiske som f.eks. armgang til logik og gåder. Foto: Peter Broen

- Vi får omkring 100 henvendelser på mail og telefon dagligt fra folk, der gerne vil booke sig ind til alt muligt, siger han.

Bookingerne dækker over børnefødselsdage, firmaarrangementer, barnedåb og blå mandage. Særligt det sidste har været populært. Alene 11. maj er der bestilt oplevelser til knap 1300 nybagte konfirmander i Maximum.

Det nye center åbner i morgen, fredag 24. januar, kl. 14. En halv time efter klipper borgmester Thomas Kastrup-Larsen officielt snoren.

Katrine Schousboe
For børnene er der et legeland på 1500 m2. Foto: Peter Broen
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...