Aalborg er fyldt med kærlighed, og det skinner ikke mindst igennem, når der er Pride. Jonny Hefty endte uplanlagt i optoget

KLUMME: Jeg skulle egentlig slet ikke til Aalborg Pride. Der var jo både tøj, der skulle vaskes, græs der skulle slås i kolonihaven og en klumme, der skulle skrives.

Men regnbueflagene blafrede på bybusserne, folk stimlede sammen, og festlig musik pumpede højere og højere i takt med, at optoget nærmede sig mit hovedkvarter på Nytorv. Man er vel en nysgerrig nordjyde, så jeg besluttede mig for, at jeg lige skulle ned og lure.

Min datter har nået den alder, hvor man helst vil ligge og slaske med sin mobiltelefon, men jeg fik lokket hende med. Nu har børn jo ikke alle de fordomme, som vi voksne går og fylder hinanden med. Men som forælder, synes jeg, det er vigtigt, at opdrage sine unger med tolerance overfor alle og et naturligt forhold til, at seksualitet rækker langt ud over den heteronormative opfattelse, der var fremherskende, dengang far var dreng. Alle har ret til at være her og være den, de er. Selvfølgelig!

Vi ramte gaden og blev mødt af paradevogne, regnbueflag i alle størrelser og tusindvis af mennesker, som i al deres mangfoldige forskellighed havde én ting til fælles – de var glade. Så glade at det smittede. Nogle dansede, andre var klædt ud eller malet i ansigtet med rød, orange, gul, grøn, blå, indigo og violet - alle regnbuens farver - og så var der os, der bare så på. Der var nærmest karnevalsstemning, og selvom vi bare lige skulle ned og kigge, endte vi hurtigt i optoget, som slangede sig ned mod Karolinelund til tonerne af Hampenberg og Alexander Brown ft. Yepha; ”Det stikker helt af”.

Det er femte år i træk, at Aalborg har sin egen Pride, og selvom København og Århus er langt foran, så vokser paraden sig større og stærkere hvert år her i Dobbelt A. Selvom det som udgangspunkt er en synliggørelse af LGBT+ miljøet, så har det udviklet sig til en farverig og fordomsfri folkefest, som har spredt sig ud i hele byen, og deltagerantallet rundede efter sigende 5000 i år.

Der var allerede fuld knald på Karolinelund, da vi ankom bagest i optoget. Drag shows, musik og boder, hvor der kunne købes alt i regnbuens farver; fra fadøl til frække slikkepinde (som hed slikkepikke) og Danmarks største hindbærsnitte, som selvfølgelig var både gratis og regnbuefarvet... Og så var der et herligt og mangfoldigt udbud af mennesketyper.

Den lokale graffitimaler ACE havde på eget initiativ malet regnbuekunst rundt omkring i parken med påskriften ”love comes in all colors”, og i det hele taget var stemningen og opbakningen fuld af kærlighed. Vi nordjyder er slet ikke så leverpostejfarvede, når det kommer til stykket.

Jeg er ikke bare glad, men også stolt over, at bo i en by, hvor der er plads til alle - uanset seksualitet, kønsidentitet, hudfarve og stil – og hvor man ikke er bange for at flage med det. Både på bybusserne og rådhuset. Aalborg Kommune har i øvrigt oprettet en mangfoldighedspulje, hvor man har afsat 100.000 kroner til at støtte mangfoldigheden i Aalborg – herunder LGBT+ miljøet og Aalborg Pride, som efter sigende har fået 15.000 i tilskud. Det er et fint skulderklap og et skridt i den rigtige retning, men Priden er drevet af frivillige, så lad os bare smide lidt mere i den retning til næste år.

Jo mere jo bedre. Det vil efter min mening være med til at gøre Ålleren til en endnu mere farvestrålende og inkluderende kulturby, som både er sjov at være borger og turist i.

Ork satme, vi har meget at være stolte af i Dobbelt A. Lad regnbueflagene blafre!

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...