Se her, hvor du skal stå for at få det bedste kig

AALBORG: Kan du ikke få nok af hurtige fly og vilde manøvrer, så skal du kigge op i dag.

Her træner F-16-fly fra Skrydstrup nemlig opvisninger over Flyvestation Aalborg, skriver Air Transport Wing på Facebook.

Opvisningerne finder sted to gange i løbet af torsdagen - henholdsvis kl. 10.27 og kl. 13.

Ifølge Air Transport Wing er programmet, der bliver trænet, et godkendt demonstrationsprogram til opvisning, hvor publikum får vist samtlige facetter og manøvremuligheder, flyet har. Programmet stiller store fysiske og sikkerhedsmæssige krav til både pilot og fly.

Hver træning forventes at tage omkring 12 minutter, og Air Transport Wing understreger, at man på forhånd undskylder eventuel støj, det vil give.

Vil du følge med i opvisningsprogrammet, så er har Air Transport Wing også tip til, hvor du får det bedste view. De anbefaler, at du tager en tur til Egholm, Lindholm Høje eller Aalborg Lufthavns P-plads for at kunne se mest muligt.

Du kan læse mere om begivenheden på Air Transport Wings Facebookside - her kan du også se, hvis tidspunkterne for opvisningerne skulle ændre sig.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...