Her i november kan du nyde den lune Mont d'Or om onsdagen i den franske vinbar. Foto: Ma Petite France
Mad & Drikke

Lækker nyhed fra Ma Petite France: Inviterer til oste-onsdag

Den franske vinbar har i forvejen stor succes med sjat-tirsdag

03. november 2020 kl. 06:46

AALBORG: Hører du til dem, der kan få julelys i øjnene allerede i november ved tanken om lækre, franske oste?

Så er her et tilbud, du bestem bør overveje, for Ma Petite France inviterer nu til oste-onsdag. Det begyndte i sidste måned med ostebuffet, her i november kan du nyde den lune og cremede Mont d'Or - og hvad december byder på, ja det må du vente lidt endnu med at finde ud af.

- Vi har mange gode oste her, og vi har længe leget med tanken om at gøre noget mere ud af dem, siger Majken Green, der ejer den franske vinbar i Nørregade sammen med sin mand, Christian.

- Og vores nye, daglige leder Ewa Lachy blev også grebet af idéen, så nu er hun primus motor.

Flaskerne bliver stillet frem på bardisken, og så er det ellers bare et spørgsmål om at vælge, når der er sjat-tirsdag. Foto: Ma Petite France

Oste-onsdag er ikke det eneste initiativ, der gør den franske vinbar til noget særligt. Lige siden åbningen sidste sommer har Ma Petite France også haft stor succes med sjat-tirsdag.

- Det er blevet modtaget helt fantastisk. Vi har lukket søndag og mandag, så for at undgå spild og at hælde vin i vasken, sælger vi sjatterne hver tirsdag, siger Majken Green.

- Vi har tirsdags-stamkunder der kommer for at smage vine, de måske ellers ikke ville have råd til, for der er en fast pris på 50 kroner for et glas. Og vi kan se, at det især er unge der kommer for lige at få et glas eller to på vej hjem. Det er meget hyggeligt.

Ægteparret Green gør meget ud af at tænke nyt og udvikle Ma Petite France - altid med gæsterne i centrum.

- Kodeordet er, at vi leger med tingene, og vi lytter til gæsternes reaktioner på vores initiativer. De skal jo først og fremmest synes om det, det er ikke nok, at vi selv kan se idéen, siger Majken Green.

Annonceret indhold

Nyeste