Der er godt gang i efterårsferien, som mange bruger på hygge og gåture, og det mærker de hos Pandekagehuset i Bådhavnen

AALBORG: Der er flere oplagte steder at gå tur i Aalborg, når vejret arter sig, og ferien står for døren. Et af dem er bådhavnen, hvor man både kan se udover vandet, kigge på flotte skibe og nyde naturen. Der er også flere muligheder for at få en bid mad hos de forskellige restaurationer i området. aalborg:nu har besøgt Pandekagehuset, hvor de serverer madpandekager, dessertpandekager, kaffe og lette caferetter, og de står klar til at byde velkommen i efterårsferien.

Camilla Gammelgaard og Martin Damgård
Brunch i weekenderne er blevet et populært tiltag hos Pandekagehuset.

Flere gæster året rundt

Pandekagehuset åbnede dørene for første gang i 2009, og her godt ni år efter, er der fortsat fuld gang i butikken. Sommerhalvåret er uden tvivl travlest, men der er med tiden kommet endnu mere gang i forretningen, når efteråret og vinteren har meldt sin ankomst, det fortæller stedets direktør og medejer, Rasmus Winther Jørgensen.

- Det er selvfølgelig mest et sommersted, og vi har meget travlt fra påske til sommerferien slutter. Vi prøver dog at trække flere herned i vinterhalvåret, og det bliver bedre og bedre med tiden, siger han.

En af de ting, som Pandekagehuset har tilført menukortet i løbet af deres levetid, er brunch i weekenderne, og det er der mange, som benytter sig af uden for sommersæsonen. Der er faktisk en del gæster, der ser det som en direkte fordel at besøge stedet, når der ikke står en kæmpe kø, som er på jagt efter is og pandekager.

- Mange af vores stamgæster fortæller os, at de bedst kan lide at komme herned om vinteren, fordi her ikke er så travlt. Det er også der, vi har tid til at gå og finde på nye ting, siger Rasmus Winther Jørgensen.

Camilla Gammelgaard og Martin Damgård
Foto: Martin Damgård

Kreative pandekager

Selvom der kommer nye ting til hos spisestedet i Vestbyen, så kredser konceptet stadig om det allerhelligste. Pandekager. Og der er da også flere varianter af dem i menukortet. De fleste vil måske forbinde spisen med desserter, men du kan også få talrige varianter af madpandekager med alt fra krebs og avocado til mexikansk kylling, og det er populært.

- Vi prøver hele tiden at forny os og være kreative. Derfor har vi fået månedens pandekage, hvor vi kan prøve lidt forskelligt af. Tidligere har vi for eksempel lavet en Dumle-pandekage med en masse karamel, og så lavede vi en sommer-madpandekage, som vi efterfølgende har valgt at beholde i menukortet, fordi den var så populær, fortæller Rasmus Winther Jørgensen, og fortsætter:

- Vi vil gerne holde os til vores hovedprodukt, som jo er pandekager, men vi har også lette caferetter som nachos, sandwich og salater. Man kan selvfølgelig også bare komme herned for at få en kop kaffe og sidde og hygge sig.

Camilla Gammelgaard og Martin Damgård
Foto: Martin Damgård

Udover travlheden i sommerhalvåret, så er der også mange gæster, når kalenderen melder skoleferie. Efterårsferien er ingen undtagelse.

- Der kommer mange herned i ferierne. Især bedsteforældre og deres børnebørn, som kommer for at spise en is eller for at få lidt frokost, men vi har også selskaber og en del reservationer til brunch, fortæller Rasmus Winther Jørgensen.

- Vi har generelt en meget bred målgruppe. Der er rigtig mange, som godt kan lide pandekager, siger han med et smil på læben.

Camilla Gammelgaard og Martin Damgård
Foto: Martin Damgård
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...