Hvad gør man, hvis et menneske pludselig falder om. På mandag kan man i Zoo i Aalborg lære genoplivning, bl.a. brug af hjertestarter. Arkivfoto: Flemming Dahl Jensen

Instruktører står klar til at vise de besøgende hvordan en hjertestarter bruges

AALBORG: Hvad gør du, hvis du ser et andet menneske falde om?

På mandag 16. oktober er der Hjertestarterdag og her kan man lære at redde liv - og dermed gøre en forskel. I Aalborg Zoo står instruktører fra Aalborg Universitetshospital klar til at vise, hvordan man yder genoplivning og bruger en hjertestarter.

Instruktørerne vil demonstrere hjertemassage og kunstigt åndedræt, og man kan selv få lov at prøve på en genoplivningsdukke. Instruktørerne fortæller også om nyttige redskaber til at redde liv, som hjertestarter.dk og de to apps "1-1-2" og "TrygFonden Hjertestart". - Vi vil meget gerne vise børn og voksne, at det er nemt at lære at redde liv. Det vigtigste er at gøre noget og ringe 1-1-2, så bliver man over telefonen guidet igennem, hvordan man giver hjertemassage og kunstigt åndedræt. Vi håber, at familierne, der kommer i Aalborg Zoo på mandag, både vil kigge på dyrene, men også komme forbi os til en kort introduktion til genoplivning. Hvis man har øvet sig på genoplivning én eller flere gange, er det lettere at træde til med hjælp, hvis man ser en person, der falder om med hjertestop, fortæller Majken Frederiksen, anæstesisygeplejerske på Aalborg Universitetshospital.

Arrangementet finder sted midt i Zoo fra kl. 10.30 til kl. 15.30

I Danmark falder ca. 4000 personer hvert år om med hjertestop uden for hospital. I 66 pct. af tilfældene træder vidner til med genoplivning, og næsten 13 pct. overlever.

Dansk Råd for Genoplivning og TrygFonden står bag Hjertestarterdagen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail