Her torsdag middag er der massiv interesse for byens nye kebab-sted
AALBORG: Vi kan vist roligt konstatere, at vi er vilde med - gratis - döner-kebab her i byen.
For kort tid siden slog Berlin Döner dørene op i Reberbansgade, og allerede ved åbningen klokken 11 stod omkring 200 mennesker i en lang kø, der slangede sig ned gennem vores madgade nummer et.

Vi var naturligvis med for at tage temperaturen på åbningen, og i køen fandt vi blandt andet Sebastian Andreasen, der skal studere til finansøkonom efter sommerferien.
- Jeg har fået döner-kebab mange gange før i Spanien og Tyskland. Og det er rigtig fint, at der nu kommer et mere varieret udbud af fastfood i Aalborg, siger han.
- Og da de åbner nu, kunne jeg selvfølgelig ikke lade være med at smage det. Vi har stået her i en time. Da vi kom, var køen kort. Men nu går den jo næsten ned til Cafe Alfa.

Det er en populær kebab, der nu gør sit indtog på den aalborgensiske madscene: Den er berømt for sit marinerede oksekød, det lækre tyrkiske madbrød og de friske grøntsager med de originale saucer.
Manden bag Berlin Döner i Aalborg er Damir Stojkovic, og han lover gratis kebab til alle på åbningsdagen - altså så længe han har råvarer nok.
Du finder Berlin Döner på Reberbansgade 13b.