Laura Lilholt går under kunstnernavnet Angående Mig. Foto: Torben Hansen
Mennesker

Laura føler sig stadig hjemme i Aalborg

På musikscenen er hun en spirende stjerne og så har hun også netop vundet DR's KarriereKanonen. Mød hende her

21. september 2019 kl. 18:05
Opdateret kl. 18:18

AALBORG: 21-årige Laura Lilholt er vokset op i Gistrup, men er godt i gang med at tage hele Danmark med storm. Den unge nordjyde har nemlig gjort sig bemærket i musikverdenen, hvor hun går under kunstnernavnet Angående Mig. I august vandt hun det prestigefulde talentudviklingsforløb DR KarriereKanonen, og trods hendes unge alder har Laura Lilholt allerede spillet flere store koncerter både som hovednavn og som opvarmning for nogle af landets største stjerner. For halvandet år siden flyttede Laura Lilholt fra Aalborg for at forfølge sin drøm om at blive musiker - vi har fået en snak med den talentfulde kunstner om hendes forhold til hendes hjemby og hendes kærlighed til musik.

Hvis jeg siger Aalborg, hvad får det så dig til at tænke på?

Aalborg er det sted, jeg altid påstår er mit hjem. Det er byen, jeg refererer til, når folk spørger om hvor 'sådan én som mig' mon kommer fra. Aalborg har en helt særlig plads i mit hjerte. Det at have levet sit barn- og ungdomsliv i en forstad til Aalborg har formet mig på både godt og ondt.

Hvilke steder betyder noget særligt for dig i byen?

Jeg har svært ved at nævne et specifikt sted, der betyder noget for mig i Aalborg. Jeg husker mest af alt strejfen fra et sted til et andet; ned ad Algade, op ad Boulevarden, gennem Vestbyen, mod Fjordbyen. Og så må man jo ikke glemme Jomfru Ane Gade, som har været omdrejningspunktet for de fleste af mine unge beduggede nætter.

Laura Lilholt og hendes band har allerede spillet flere store koncerter. Foto: Torben Hansen.

Du er opvokset i Gistrup, men har nu boet både i København og Århus. Hvordan har det været at flytte fra en aalborgensisk forstad til en storby?

I starten af 2018 flyttede jeg til København for at følge en lille musikerdrøm, der havde trykket i brystet i noget tid. Nu bor jeg i Århus, da jeg har været så heldig at blive optaget på Det Jyske Musikkonservatorium. Men den der nordjyske umiddelbarhed og den aalborgensiske 'I-don’t-give-a-fuck' vil jeg altid have med i rygsækken. Man er godt bevæbnet til de ubarmhjertige storbyer med kvaliteter som disse.

Du har netop vundet Karrierekanonen på DR - hvad betyder det for dig og din musik?

Først og fremmest er det et kæmpe skulderklap, som alle kreative sjæle fra tid til anden har brug for. Men når den rus er faldet, ligger der uendeligt meget mere i det. Jeg har gode folk omkring mig, hvis job er at hjælpe mig op ad stigen på den helt rigtige måde - både i branchen, men også i den kunstneriske proces.

I 2018 blev Laura Lilholt vinder af Skråens Bandbattle i kategorien Årets Singer/songwriter. Foto: Torben Hansen.

Hvordan opstod din interesse for musik, og hvorfor har du valgt at gøre det til din levevej?

Mit musikalske virke tog først rigtig form i 2017, hvor jeg var en del af Lydkanten, der er et udviklingsforløb for unge nordjyske sangskrivere. Det var også der, at Angående Mig opstod. Det var egentlig aldrig planen det her med at spille musik. Jeg dyrkede rigtig meget sport, da jeg var yngre, og jeg troede egentlig, at jeg skulle være den første kvindelige fodboldspiller på Manchester Uniteds herrehold. Måske var det skæbnens byrde, at det er gået, som det er. Jeg bliver nødt til at lave musik. Det er min måde at prøve at redde verden på, tror jeg.

Hvilke personer i Aalborg betyder noget særligt for dig?

Alle barndommens helte og antihelte har fod i det nordjyske. Det giver sig selv. Der er mange mennesker, der har været med til at støbe den, jeg er i dag. Alt fra folkeskolelærere, lokale idoler og selvfølgelig min familie.

Annonceret indhold

Nyeste