Kunst- og designmarked udvider med workshops, hvor du selv kan gå i gang

AALBORG: Er du i tvivl om, hvad der skal i julegaverne i år, og vil du gerne lave noget selv, så kan kunst- og designmarkedet NEU være løsningen på udfordringen.

Når markedet finder sted i i Nordkraft 17. november bliver det nemlig med endnu mere kreativitet.

Som noget nyt har arrangørerne samlet seks ildsjæle, som laver workshops for børn og voksne på Turbinetorvet. På standene kan man kaste sig ud i at prøve sine kreative evner af.

- Man kan f.eks. lave et sølvarmbånd, linoleumstryk, papirklip og juleophæng. Alt sammen noget, som man kan tage med hjem og bruge som gaver, fortæller Sofie Ellegaard, der står bag NEU sammen med Anne Østenby og Line Agerbo.

Marked har bidt sig fast

Det er femte gang, de tre aalborgiværksættere holder NEU i Nordkraft, og de kan se, at markedet for alvor er ved at bide sig fast i aalborgensernes bevidsthed.

- Vi får virkelig mange gode ansøgninger fra folk, som vil komme med en stand. Vi prøver at variere udbuddet, sådan at der er mange nye stande med hver gang, siger hun.

Markedet i november har 58 stande, hvilket er det maksimale, der kan være i Kedelhallen, og arrangørerne er gået benhårdt efter at afspejle, hvad der rør sig inden for boligindretning og design.

- Vi kunne godt have lavet det mindst dobbelt stå stort, men det vil vi ikke, siger Sofie Ellegaard, som tilføjer, at de har prioriteret udstillere med julede varer.

NEU finder sted i Kedelhallen lørdag 17. november mellem kl. 10 og 17. Der er gratis entre.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...