Café Alpha har været en del af bybilledet i Aalborg siden 1899 - og det skal fejres

AALBORG: Det diskuteres flittigt hvilket værtshus, der er byens ældste. Kigger man på bevillingen, er det Café Alpha, og de kan i år sætte imponerende 120 lys i lagkagen.

Det legendariske værtshus på et af Aalborgs travleste hjørner i Jens Bangs Gade må siges at være en sand tidslomme og et kig til "det gamle Aalborg". For selvom Café Alpha er fulgt med tiden på mange områder, de har eksempelvis droppet at servere mad på grund af rygeloven, så er det stadig det vellidte gamle sted, som værner om hygge, og hvor der er plads til alle typer af mennesker.

Camilla Gammelgaard
Café Alpha er Aalborgs ældste værtshus, hvis man ser på bevillingen. Her er det et billede med nogle af de første ansatte og gæster.

Stedet åbnede officielt helt tilbage i 1899, og der har naturligvis været mange indehavere i løbet af årene. Siden 1992 har ægteparret Flemming og Gerda Munk Lorentzen stået i spidsen for værtshuset, og de elsker stedet og ikke mindst de mange mennesker, som kommer ind forbi.

- Det er dem, som kommer her, der betyder noget og skaber miljøet på Café Alpha. Det er også de mennesker, som er årsagen til, at jeg fortsat er her. Der er et sammenhold, hvor vi alle er ens, og alle er noget. Det betyder ikke noget, om du er høj eller lav - det kan jeg godt lide, fortæller Flemming Munk Lorentzen.

Camilla Gammelgaard
Der er plads til alle på Café Alpha, og både unge og ældre kommer forbi. Foto: Lasse Sand

Fællesskabet er på den måde drivkraften og ånden, som holder liv i Café Alpha på 120. år, og indehaveren påpeger, at det både er de lokale gæster, og dem der kommer langvejsfra, som betyder noget.

- Vi har for eksempel to mænd fra Stavanger i Norge, som kommer her hvert år, og de er efterhånden blevet vores venner, og de deltager, når vi spiller fodbold i Bodega cup. De sendte mig også billeder fra deres rejse til Cuba, hvor de gudhjælpemig havde Café Alpha trøjer på, det grinede jeg meget af. Det er bare hyggeligt sådan noget og kan redde hele min dag, siger Flemming Munk Lorentzen med et stort smil.

Camilla Gammelgaard
Der er et bredt udvalg af fadøl på værtshuset. Foto: Lasse Sand

Hans kone er enig. Sammenhold og menneskelig kontakt, er det, som gør det dejligt at være på Café Alpha.

- Man deler jo mange ting på godt og ondt her, og folk er gode til at træde til, hvis nogen vil dele deres glæde over noget, eller har brug for hjælp til et eller andet, siger Gerda Munk Lorentzen.

Interessen for de brune værtshuse er igennem den senere tid vokset frem igen, og det kan de også mærke hos byens ældste af slagsen.

- Vi kan godt mærke, at de unge fra handelsskolen og universitet kommer her mere og mere. Det virker til, de godt kan lide den her uformelle ramme, hvor der bliver fortalt en masse historier, og at det er en anden måde at være sammen på, siger Gerda Munk Lorentzen.

Camilla Gammelgaard
Der er et helt specielt sammenhold på Café Alpha. Foto: Jesper Thomasen

Dagene er på den måde også delt en smule op. Dagstimerne er fredelige og hyggelige med stedets stamkunder og det voksne publikum. I de sene timer i weekenden står den til gengæld på live musik og fest for de yngre, som måske fortsætter videre i Gaden.

Søndag byder på noget for alle, når der hygges og vises fodbold.

- Søndag er en rigtig hyggelig dag her. Det er efterhånden blevet en tradition at se AaBs kampe, og nogle gange spiser vi lidt mad, fortæller bartender Vivi Andersen, der primært er bag baren i dagstimerne.

Hun har været ansat på stedet i tre år og har planer om at blive der til pensionen.

- Café Alpha er ligesom en lille familie, og man er glad for at arbejde her. Man er både lidt mor, lidt pædagog og alt muligt andet. Det handler om at gå og hygge om folk, og det er jo dejligt, fortæller Vivi Andersen.

Camilla Gammelgaard
Der er naturligvis sket meget med stedet Café Alpha anno 1973. Arkivfoto: Max René

Café Alphas 120 års fødselsdag bliver fejret i dag, lørdag 6. juli. Der er derfor lukket fra klokken 14 til 16.30, hvor chefen vil være vært med lidt mad og skummende fadøl for venner, familie og stamkunder.

Døren vil derefter være åben for alle, og der er lagt op til et brag af en fest til den lyse morgen. Er man frisk på det, lyder opfordringen, at man finder de ældre beklædningsgenstande som bowlerhat, habit eller selskabskjole frem og dukker op udklædt, som man så ud i tiden omkring Café Alphas åbning.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...