Dorthe har succes med legetøj på abonnement. Privatfoto.
Mennesker

Legetøj på abonnement: Dorthe har gjort leg til væksteventyr

Dorthe Klitgaard Thomsen har vendt egne frustrationer til succesfuld iværksætterhistorie

27. august 2022 kl. 12:27

AALBORG: Hun kalder det legetøjets svar på en måltidskasse. Dorthe Klitgaard Thomsen står bag virksomheden DearBaby, der tilbyder en abonnementsordning på legetøj til børn i aldersgruppen 0-3 år.

Ideen til virksomheden kom tilbage i 2017, da Dorthe skulle være mor for første gang. Fra den ene dag til den anden, blev hendes liv vendt op og ned. Søvnløse nætter med barnegråd, og stimulering af ens barn gennem leg og læring var faste følgesvende i den første tid.

Det var svært at finde hoved og hale i, hvilket legetøj ens barn havde behov for på et givent tidspunkt i dets udvikling, så det kunne blive stimuleret og udvikle sig i sit eget tempo. Og det er altså erfaringerne herfra, der for godt to år siden blev til DearBaby.

- Som forælder oplevede jeg selv, at legetøjet kun gav mening i en kortere periode, hvorefter det blev glemt. Det betød, at jeg ofte købte nyt legetøj, og jeg kunne se bunken af uinteressant og stort set ubrugt legetøj vokse sig større. forklarer Dorthe Klitgaard Thomsen.

Privatfoto.

Få tilsendt legetøj skræddersyet til dit spædbarn

Selve idéen og konceptet bag DearBaby er egentlig ganske enkel: Man abonnerer på legetøjskasser, som man bliver tilsendt med jævne mellemrum, hvor legetøjet er skræddersyet til det udviklingstrin ens spædbarn befinder sig på.

Når ens spædbarn har gennemgået udviklingstrinet, og derfor ikke har brug for det specifikke stykke legetøj længere, så sender man blot legetøjet retur, hvorefter det bliver rengjort, pakket om og sendt videre til et nyt barn, der er på vej ind i samme udviklingstrin og tigerspring.

Du slipper derfor for at legetøjet hober sig op i bunkevis på børneværelset, samtidig med at du er med til at gøre op med "køb og smid væk"-kulturen.

Derudover fortæller Dorthe Klitgaard Thomsen, at der er tale om legetøj lavet af organisk og bæredygtigt materiale, som nemt kan nedbrydes i naturen. Og ikke nok med det, er legetøjet designet og skabt på baggrund af ekspertviden om spædbørns udviklingstrin.

Dorthe Klitgaard Thomsen forklarer, at eksperter i børnekiropraktik, forældrerådgivere, familiepædagoger og sågar fysioterapeuter har været med i udviklingsprocessen af konceptet, så det legetøj barnet modtager passer præcist til det stadie barnet befinder sig på i sin udvikling.

Annonceret indhold

Nyeste