
Lene sætter farver på Aalborg
Lene Kirk er vild med street art og mor til en række af byens gavlmalerier. Mød kunstentusiasten og galleriejeren her:
AALBORG: Overalt i byen bliver der i disse år sat farver på gavle og vægge. Primus motor til mange af de store gavlmalerier er Lene Kirk, indehaver af Kirk Gallery i Danmarksgade.
Som en del af projektet Out in the Open, inviterer hun en række af verdens største street art-kunstnere til at udsmykke byens rum - for kunst skal ud til de mange, mener hun.
49-årige Lene Kirk er født og opvokset i Vejle og har en kandidatgrad i statskundskab.
Hvis jeg siger Aalborg, hvad får det så dig til at tænke på?
Min by. Et dejligt naturskønt område ved Limfjorden fyldt med kulturelle tilbud.
Hvilke steder betyder noget særligt for dig i Aalborg?
Åh, der er mange.. Jeg er oprindelig fra Vejle og kom til Aalborg i 1998.
Jeg har dermed fået den fantastiske oplevelse af den transformation, byen har gennemgået siden - fra industriby til kulturby. Jeg bruger dagligt mange af de kulturelle tilbud og forsøger samtidig selv at bidrage.
Gennem hele mit liv har jeg været så privilegeret at være omgivet af musik og kunst, med to musiske og kunstelskende forældre i en opvækst fyldt med æstetiske indtryk.
Dette har fulgt mig hele livet og har haft stor betydning for, at jeg i dag stadig omgiver mig med det sanselige, elsker mit arbejde, og er gået helt væk fra min oprindelige uddannelse (statskundskab) for dagligt at boltre mig i kunstneriske udtryk.
At have det kunstneriske inde på livet giver mig en utrolig glæde i hverdagen, og jeg nyder derfor til fulde de mange kulturtilbud bl.a. med kunst og musik, man i dag kan opleve i byen.
Der er dermed mange af de blomstrende kulturelle tilbud i Aalborg, der har haft betydning for, hvor jeg er endt i dag.

Hvorfor er det vigtigt at få kunsten ud til aalborgenserne?
Med sanselige indtryk, om det er kunst, musik eller litteratur, kan vi opleve vores sociale kontekst og sameksistens på nye måder, fortalt ad forskellige veje og kanaler, hvor fortolkning har hver sit eget sprog og formidler på en særegen måde.
At have mulighed for at krydre tilværelsen hermed, som et ekstra tillæg, vil vi gerne blive noget så mange som muligt har mulighed for at opleve.
Hvad gør det ved byen, at den får så mange store værker, der ikke er til at overse?
At alle får en let tilgængelig mulighed for at opleve, hvad det vil sige at leve med kunst i hverdagen, så dette ikke kun er begrænset til de få, der opsøger kunstinstitutionerne.
At åbne kunstverdenen for langt flere mennesker og ikke blot de få, der besøger gallerierne, så kunsten bliver for de mange fremfor de få.
Dernæst mener vi, det giver en helt ny energi til byrummet og har samtidig betydet, at Aalborg er kommet på verdenskortet for kunstelskere verden over.
Hvad er det, at du som gallerist kan bidrage med i din by?
At bringe kunst af højeste internationale karakter til Aalborg forhåbentlig til glæde for så mange som muligt.